Debat: Når ens datter bor på et botilbud i disse coronatider

Af Gitte Melchior Holm, Chr. Sonnes Vej 24, Odense M

Gitte Melchior Holm, Chr. Sonnes Vej 24, Odense M

Jeg får lyst til at fortælle om, hvordan det påvirker os og vores datter, Louise på 34, at hun er 'lukket inde' på sit bosted – nu siden 13. marts og vi aner ikke, hvornår vi kommer til at se hinanden og give hinanden kæmpe knus og kram igen.

Louise er spastiker i svær grad og har intet talesprog, men heldigvis lever vi i en digital verden, hvor vi har mulighed for at facetime med hinanden – Louise kan ikke selv ringe op, men skal have personalet til at gøre det.

Louise bor på Bavnebjerg i Ry sammen med 23 andre beboere, som alle er fysisk eller psykisk udviklings-hæmmede.

På en normal hverdag ville beboerne skulle hjælpes op om morgenen, have morgenmad og så afsted på ”arbejde”, som typisk vil være på Sølund Aktivitetscenter, hvor de mødes med venner. Efter endt arbejdsdag bliver de kørt tilbage til Bavnebjerg, hvor personalet venter.

I denne tid er det weekend hver dag på Bavnebjerg, med de udfordringer det giver personalet at have alle beboere hjemme 24/7.

Til gengæld ser beboerne heller ikke andre end personalet – hverken familie eller venner, ingen cafétur med ledsager, ingen koncerter, som alle er blevet udsat til efteråret og værst af alt: Ingen Sølund Festival at se frem til. De er alle i risikogruppen og må ikke engang komme med ned og handle.

Der blev grædt mange tårer, da det blev meldt ud, at den årlige kæmpe succes ikke vil finde sted i juni i år. For mange af de unge mennesker, som hvert år besøger Sølund Festival, er denne begivenhed årets højdepunkt. Det ved jeg, for jeg er altid med Louise, som hendes ledsager og glæder mig hvert år over at se al den kærlighed og gensynsglæde bland festivaldeltagerne. Rigtig mange ser kun de gamle venner hvert år i juni. De fleste som Louise har ikke - som vi andre- mulighed for lige at smutte på besøg hos en veninde efter arbejde, lige at kunne ringes ved, cykle ned på havnen og spise en is sammen, løbe en tur i skoven, eller tage på en forlænget weekend sammen med sine venner og veninder.

Normalt er Louise hjemme hos os i Odense ca. hver 2. weekend og hun er MEGET knyttet til sin familie. Familie og venner er det vigtigste i hele verden for Louise.

Vi er positivt forbløffet over, hvor flot vores datter tackler denne situation – det, havde vi frygtet, ikke ville være tilfældet.

Det er virkelig svært ikke at kunne se sin familie og venner, men hvor er hun heldig, at personalet på bostedet gør sådan en kæmpe indsats og formår at vende det negative til positivt.

Jeg fristes til at sige, at denne tid helt klart må have betydet, at man fremadrettet også vil have tid og overskud til at hygge og ”lave ting” med beboerne. Tidligere havde de altid travlt og var pressede og der var sjældent tid til hygge og fællesskab – måske fordi man ikke stoppede op og så, at man godt kunne gribe tingene anderledes an.

Dette er bestemt ikke ment som en kritik af personalet – tværtimod! Takket være dem er der ingen på Bavnebjerg, som er ramt af Corona og eftersom vi pårørende er forment adgang, kan vi kun takke personalet. Vi husker bestemt også at rose personalet for deres omsorg og engagement i beboerne og for deres kreativitet mht at aktivere beboerne, som alle har brug for hjælp til stort set alt. Ligeledes er det meget prisværdigt, at al personale også passer på sig selv, når IKKE de er på arbejde.

Personalet hjælper næsten dagligt Louise med at ringe Facetime til os og vi får en dejlig snak og grin og taler om, hvor dejligt det bliver, når vi igen kan ses og kramme og knuse og vi siger hver gang til Louise, at så snart Statsministeren og Dronningen siger ok, SÅ kommer vi med det samme og henter hende.

Op til Påske fik alle beboere hjælp til at sende en smuk buket blomster med et sødt kort hjem til deres pårørende - der blev vist fældet mange tårer rundt omkring hos os.

Ligeledes sørgede ledelsen for, at der blev indkøbt masser af blomster og krukker og så gik personalet og beboerne ellers i gang med at plante– ingen af beboerne kan bruge en skovl, men de fik den dejligste oplevelse pakket ind i tæpper og nød fællesskabet.

Der er blevet klippet påskepynt og personalet i køkkenet har sørget for den herligste mad hele påsken med lidt ekstra lækkert.

Personalet tog også initiativ til at pårørende skulle sende gækkebreve, så hele familien har været i gang med gækkebreve, som blev modtaget af Louise med STOR glæde og en masse grin, da personalet skulle hjælpe med at gætte, hvem de var fra.

Til trods for at vi savner Louise helt vildt og vi ved, at hun ofte fælder en tåre og savner os, så har denne tid ikke kun været negativ og trist. Både vi som pårørende, beboerne og personalet har sammen set, at hverdagen og weekends på et bosted godt kan være andet end ”pleje” og stress.

Nu håber vi på, at vi snart må se vores dejlige datter og hendes venner igen – måske et forsigtigt besøg på hendes terrasse med medbragt madkurv eller endnu bedre – at vi må tage hende med hjem på weekend!

Og når der åbnes helt op for Danmark igen, SÅ skal der hygges med hele familien, søskende, niece, kusiner osv – sikke en familiedag vi så skal holde i haven.

Publiceret 07 May 2020 15:00