Debat: Mindre højt og mere arkitektur

Claus Leick (SF)Formand miljø- og planudvalget

Der bliver nu sat en stopper for at bygge i op til 14 etager på den såkaldte Kvickly-grund i Skanderborg. Det er har et enigt økonomiudvalg netop besluttet. En rigtig god beslutning, fordi ingen i byrådet ønsker en så høj og markant bygning i Skanderborg.

Så er det eneste rigtige at fjerne muligheden i kommuneplanen, der er det styringsredskab, som fortæller investorer og kommunens planafdeling, hvad byrådet som udgangspunkt vil være med til.

Et farvel til de 14 etager er første skridt i en proces med fokus på højder og arkitektur i de større byer i Skanderborg Kommune. Var det ikke på grund af corona, havde miljø- og planudvalget sammen med økonomiudvalget allerede været rundt i kommunen for at studere bygningshøjder og arkitektur med henblik på at lave en revision af kommuneplanen.

Selvom den nuværende kommuneplan har en del år på bagen, er den, der beskriver, hvor højt der kan bygges i kommunens byer. Det er der kommet gode projekter ud af, men også mindre gode. Tilsvarende har der været gode og konstruktive processer, mens andre processer kunne have været bedre.

Ofte er det endt med, at byrådet har pillet en eller flere etager af byggerierne, hvis det har været muligt. I nogle projekter har det været svært at ændre højden, fordi den har været fastlagt i en tidligere lokalplan.

Efter min mening tillader den nuværende kommuneplan mange steder højere byggerier end de fleste af os bryder sig om. Og der bliver stillet for få krav til arkitekturen. Derfor haster det med at få justeret og præciseret kommuneplanen, fordi den er “hovednøglen” til at styre højder og arkitektur i vores byer.

Heldigvis har byrådet allerede sendt et signal i kommunens nye boligpolitik om, at fortætning og nyt byggeri i byerne i højere grad skal ske “med respekt for den enkelte bys historie og DNA” og “med respekt for det eksisterende byggeri”.

Men det bliver kun en realitet, hvis ordene bliver omsat til noget mere konkret i kommuneplanen. Fx ved at knytte en arkitekturpolitik til kommuneplanen og reducere i de højder, som den nuværende kommuneplan lægger op til.

Det er en spændende og vigtig proces, som byrådet nu skal i gang med og som selvfølgelig skal ske i dialog med borgerne.

Hvor snittet skal ligge i forhold til den enkelte by må processen vise. Det har både borgere og politikere helt sikkert rigtig mange meninger om.

Det er ikke sikkert, at det bliver nemt. Men vi skal gøre forsøget på at lave en ny kommuneplan for Skanderborg Kommune, der er tilpasset de enkelte byer og som mere klart beskriver, hvordan byerne skal udvikle sig med mere respekt for det nuværende byggeri.

Vi skal have flere byggerier af dem, vi godt kan lide, og færre af dem, vi synes mindre godt om.

Publiceret 01 May 2020 14:00