Debat:

Coronatider giver mulighed forrenovering af bygninger

Sebastian B. Støckler, byrådskandidat for Venstre i Skanderborg, Gammel Skolevej 40, Skanderborg

debat 26. marts blev anlægsloftet fjernet af Danmarks regering efter pres fra Venstre og erhvervslivet. Det var en klog og god beslutning af regeringen i denne coronakrise.

Skanderborg Kommune har allerede taget et godt initiativ og betalt allerede bogførte regninger. Det giver likviditet til virksomhederne, som er meget tiltrængt i denne krise.

Dog er det også vigtigt, at Skanderborg Kommune bruger denne mulighed til at få renoveret de offentlige institutioner. Det er vigtigt, at vi tager hånd om Skanderborgs virksomheder, og ved at fremrykke renoveringen af offentlige bygninger, hjælper vi nogle af de virksomheder som står uden ordre i den nærmeste fremtid. Vi har mange gode virksomheder i kommunen, og det skal vi fortsat stadig have efter krisen. Derfor ser jeg det som yderst vigtigt, at byrådet påbegynder renoveringer snarest. Især på vores skoler, hvor der er store problemer med indeklimaet, men også andre institutioner der mangler renovering.

Fjernelse af anlægsloftet er er en god mulighed for Skanderborg Kommune til at vende krisen til vores fordel, og bruge den triste tid på noget for alles bedste. Derfor opfordrer jeg Skanderborg byråd til at tage denne mulighed og realisere den, så vi kan komme i gang med renoveringerne så hurtigt som muligt.

Publiceret 10 April 2020 11:32