Brugerne af værkstedet og værestedet i Ellemosen i Ry har lavet et 'politisk ludospil'. Foto: Mira Issa Bloch

Brugerne af værkstedet og værestedet i Ellemosen i Ry har lavet et 'politisk ludospil'. Foto: Mira Issa Bloch

Debat: Psykiatrien er i mistrivsel

Mira Issa Bloch, byrådsmedlem og folketingskandidat (Alt.), Frederik d. II's Allé 223, 8660 Skanderborg

debat Socialpsykiatrien i Skanderborg er, som jeg ser det, i mistrivsel. Jeg er bekymret over, hvad jeg hørte og fandt ud af efter mit besøg i Socialpsykiatrien.

Det første Anders Laugesen (som også var med på mødet) og jeg blev forevist, var et 'ludospil', som brugerne havde lavet - se billedet.

Anders Laugesen og jeg havde indbudt os selv til møde med brugerrådet i Ellemosen, et socialpsykiatrisk værested og værksted i Ry. Der var kun to brugere tilstede på vores møde.

Der var nemlig i huj og hast planlagt et andet møde, som skulle foregå på samme tid. Flere af brugerne sagde efterfølgende, at de mente, det var for at undgå, at vi kom til at tale med personalet og mange brugere. Jeg blev dog en ekstra time bagefter og snakkede med en del af brugerne.

Så imens Anders og jeg sad til møde med brugerrådet i det ene lokale, som fortalte os, at de reelt havde meget lidt indflydelse, var lederen inde i det andet rum med de andre brugere for at fortælle om ændringer, som brugerne ikke reelt havde været involveret i, og som de var meget utilfredse med.

I mødet med brugerrådet fik vi at vide, at det er som om, omsorgen er væk i Socialpsykiatrien i Skanderborg kommune. Medarbejderne må ikke mere gøre lidt ekstra eller noget, som kan betyde meget for den enkelte.

Brugerne bliver næsten ikke hørt eller inddraget, og der bliver ikke taget udgangspunkt i den enkeltes behov. Vi fik også at vide, at der er stor utryghed omkring Ellemosens fremtid, og at de ofte fik som begrundelse, at når noget var bestemt uden om dem, var det fordi, det er politikernes beslutning.

Indblikket i Socialpsykiatrien i Skanderborg var en skærende kontrast til det, vi havde mødt på en inspirationstur dagen før, hvor der var fokus på bruger og borger involvering og med brugerne og borgerne i centrum. Det oplever jeg ikke er tilfældet i Skanderborg. (Det var i øvrigt en tur, hvor jeg havde forslået Socialudvalget, at vi skulle have brugere med, men som de sagde nej til.)

For mig at se er Socialpsykiatrien i Skanderborg for topstyret og de ansatte og brugerne bliver ikke inddraget nok. Det og de andre ting, jeg nævner, vil jeg som politiker gøre hvad jeg kan, for at ændre på.

Publiceret 23 March 2020 15:30