Debat: Bevar landsby-skoletilbuddene intakte

Skattekronerne skal fordeles rimeligt og der skal lyttes til, hvordan vi ønsker at bosætte os og ønsker det gode liv levet, lyder det i dette læserbrev

Af Jeanett Thybo SørensenBlomsterparken 55, Galten

Det er et faktum. En tredjedel af alle borgere i Skanderborg Kommune bor i en landsby eller i det åbne land. Betaler deres skat og står for en tredjedel af alle stemmer ved kommunalvalget. Men det virker ikke sådan, for alting centraliseres omkring de få store byer Skanderborg, Hørning, Ry. Se eksempelvis på tilbuddene til de unge.

Ungdomsskolen prioriterer ikke lokalafdelingerne. Politikerne vil nedlægge de små skoler og nedskære overbygningerne. Rummelighed, sammenhold og nærhed vægtes ikke længere. Der lyttes ikke til borgernes behov og ønsker, for som lokalpolitiker tænker man stordrift og centralisering. Desværre koster det på trivsel og bløde værdier. Det må stoppes nu.

På Borgen er der ønske om, at hele Danmark skal udnyttes, og hver en krog skal kunne eksistere. De små samfund skal beskyttes, og have bedre muligheder. Uddannelsessteder og Statslige arbejdspladser bredes ud over landet.

Der lyttes ikke til borgernes behov og ønsker, for som lokalpolitiker tænker man stordrift og centralisering

Vores land har grønne marker, smukke skove, naturen er dejlig – og vi bor i den og passer arealerne. Landbrugsjorden bliver drevet og passet. Folk fra storbyen kører søndagstur, ud og ser på herlighederne, men vi på landet bor her og skal trives her med vores familier. Vi har brug for en skole, en institution, en sportsklub, transportmuligheder, rimelige forhold så en god hverdag kan leves. De unge og de ældre skal kunne være her. På landet er vi loyale overfor det sted, vi er vokset op, og vi vender gerne tilbage og bosætter os, til vi bliver gamle.

At rodfæste sig sådan, er netop dét, der giver en stor værdi. En af årsagerne til, at vi giver så meget af sig selv til frivilligt arbejde, til sammenholdet og at vi yder ekstra. Folk på landet er glade og trives bedre, end dem i de store byer, det er beviseligt. Vi tiltrækker unge børnefamilier, fordi vi har et sundt miljø. Politikerne er nødt til at lytte og tilgodese os. Vi er så mange, og der skal findes en bedre balance i de prioriteringer, der sker.

Vi tæller en tredjedel. Skattekronerne skal fordeles rimeligt og der skal lyttes til, hvordan vi ønsker at bosætte os og ønsker det gode liv levet. Bevar vores skoletilbud intakte.

Publiceret 22 March 2020 07:30