Rebecca Veilgaard Christensern, Johannes Smed og Mia Frausing Thybo

Rebecca Veilgaard Christensern, Johannes Smed og Mia Frausing Thybo

"Hylke Skole holder vores landsbyhjerte i gang"

I Hylke er man klar med et forslag, der skal redde skolen: Lav fælles indskoling med børnene fra Ejer Bavnehøj-skolen på Hylke Skole

For bare få er siden var der stor fest i Hylke, da den nye skolebygning blev indviet. Derfor var chokket så meget desto større i sidste uge, da det gik op for landsbyens borgere, at et af forslagene på listen til en ny skolestruktur er en lukning af Hylke Skole.

"Vi tror ikke, revisionsfirmaet har tænkt på konsekvenserne i de små samfund, ikke bare hos os, men også de andre steder, hvor landsbyskolen er i fare," siger Rebecca Veilgaard Christensen.

I Hylke giver to plus to fem

"Herude giver to plus to fem. Vi er det gode eksempel, vi kan en hel masse selv. Vi er en meget aktiv medspiller, som man nu risikerer at miste. Her ude lykkes vi med, at få tingene til at gå op i en højere helhed," konstaterer hun og peger på, hvordan de frivillige i byen selv har lagt 10.000 arbejdstimer, dengang den nye skole blev bygget.

"Vi har selv sat alle troldtekt pladerne op, lagt stenene i skolegården og malet gymnastiksalen. Vi har investeret rigtig meget af os selv i skolen. Og kommunen sparede mange penge, fordi alle foreningerne i Hylke smed deres opsparing ind i projektet for at gøre det muligt," fortæller hun.

Skolen er vores livsnerve. Uden den kan vi ikke trække børnefamilier til

Sammen med Mia Frausing Thybo og Johannes Smed er hun en del af de aktive, der nu mobiliserer i kampen for at bevare skolen.

Alle tre har svært ved helt at forstå, at Undervisnings- og Børneudvalget taler om at bruge pladsen bedst muligt og at det er dyrt at bygge nyt, og så samtidig har sat et forslag i spil, hvor den nyeste og mest bæredygtige skole i kommunen er i fare for at blive lukket.

"Vi udlever byrådets vision"

Byrådets egen vision om at 'når mennesker møder mennesker opstår fællesskaber og udvikling,' syned de aktive Hylkeborgere er et klasseeksempel på, netop det, der er unikt i de små samfund.

"Vi har det gode samarbejde og opfylder deres vision. Her skaber vi fællesskabet og når ekstra langt, fordi vi sætter vores fælles ressourcer i spil sammen. Vi gjorde det, da vi var med til at bygge skolen. Vi gjorde det igen, da vi byggede sportspladsen, og faktisk er vi jo i fuld gang med at gøre det lige nu, hvor vi har gang i projekt byfornyelse, hvor vi vil bygge en ny legeplads og en skatepark," konstaterer de.

Johannes peger på, at netop det, at der var en skole i Hylke var den primære årsag til, han for et par år siden flyttede til Hylke med sin familie.

Vi er et sårbart samfund

"Skolen er vores livsnerve. Uden den kan vi ikke trække børnefamilier til. Fjerner man skolen, er jeg nervøs for, om vi stadig vil have et lokalsamfund i udvikling, eller og det er i afvikling. Lige nu er Hylke en menneskelig overskudsforretning, for alle dem, der bor her. Skolen holder vores landsbyhjerte i gang," siger han

I Hylke har man dog allerede en plan. For når nu man har den nyeste - og bedste - skole, hvorfor så ikke udnytte det til fælles bedste.

Saml de yngste i Hylke

"Når man nu på længere sigt vil have vores børn til Tebstrup, hvorfor så ikke lave en fælles indskoling her i Hylke også for Tebstrupbørnene. De lokaler, der bliver fri i Tebstrup, kan bruges til udskolingen. Dermed bliver lokalerne brugt på en god måde. Når Tebstrupbørnene ikke skal i udskoling i Skanderborg, så bliver der også bedre plads på skolerne i Skanderborg," lyder deres forslag.

Det forslag vil også løse de pladsproblemer, der er på sigt vil ramme Stilling.

"Prognoserne viser, at der vil komme rigtig mange børn til Stilling Skole. Det betyder, at man gerne vil have børnene fra Stilling og Gram til Virring Skole. Det gør det svært også at få plads til Hylkebørnene. Derfor er det smart, at Hylke og Tebstrup tænkes sammen. Og for at der ikke skal være udgifter til at bygge ud i Tebstrup, så bruger man skolen her i Hylke. Vi er helt med på, at der skal gøres noget, og vi er åbne for ændringer i skoledistrikter. Bare vi ikke bliver lukket. Vi er et sårbart samfund."

Publiceret 12 March 2020 11:30