"Mallinggaard som SFO er et stor plus for os ved Niels Ebbesen Skolen, et plus som også havde indflydelse på vores valg af placering af bolig i Højvangen. De planer, som politikerne brygger på, mener jeg ikke er med børnenes bedste for øje," skriver Astrid Buhr Broge (tv). Foto: Grethe Bo Madsen

Debat:

Nej tak til skole og SFO under samme tag!

Astrid Buhr Broge, Thanesvej 20, Skanderborg

Debat Hvorfor er vi forældre til førskole børn ikke blevet informeret om, at det planlægges, at SFOen flyttes fra Mallinggaard til Niels Ebbesen Skolen?

Vi forældre til førskolebørn har været til informationsmøde i slutningen af november. På dette møde blev der selvsagt fortalt om børnehaveklassen og skolen generelt, men derudover fortalte den stolte leder af skolefritidsordningen også passioneret om de fantastiske faciliteter og muligheder som børnene har for både fysisk og kreativ udfoldelse på Mallinggaard.

Det var dejligt at høre, da det passer perfekt til den hverdag vi gerne vil tilbyde vores barn.

Ikke en eneste gang blev det nævnt, at Byrådet netop nu overvejer at flytte SFOen ned på Niels Ebbesen Skolen.

Det er mit indtryk, at det er enormt værdifuldt for børnene at SFOen ligger på en anden matrikel, og at de har store inde- og udearealer med rig mulighed for udfoldelse. Mallinggaard giver dem netop et frirum fra skolen – sådan som ordet SkoleFRITIDsordning bebyrder det.

Mallinggaard som SFO er et stor plus for os ved Niels Ebbesen Skolen, et plus som også havde indflydelse på vores valg af placering af bolig i Højvangen. De planer, som politikerne brygger på, mener jeg ikke er med børnenes bedste for øje.

Jeg håber virkelig, at dette blot er en idé, der er oppe at vende som et muligt forslag, og at vi får lov til beholde Mallinggaard SFO - vi er i hvert fald klar til at kæmpe for den! Indtil videre er hverken forældre til førskolebørn eller til skolebørn blevet inddraget i beslutningsprocessen. Det vil jeg på det på det kraftigste opfordre til at vi bliver fremadrettet.

Publiceret 17 January 2020 17:00