Debat:

Sølund’s Snoezelhus er lukket og slukket

Leif Johannsen, far til Thomas i Hus40, Bestyrelsesmedlem i Pårørendeforeningen Landsbyen Sølund

Debat Venstres byrådsmedlem Søren Erik Pedersen beklager i et debatindlæg i Skanderborg Ugeavis i sidste uge, at Sølund’s sansehus; Snoezelhus er et trist syn.

Han har just været forbi Snoezelhuset på Sølund, og blevet konfronteret med en tom bygning uden indhold og aktivitet.

Jamen det er da ikke noget nyt for os på Sølund. Det har vores handicappede følt på egen krop igennem snart flere år.

Snoezelhuset’s IT-systemerne har i gennem flere år mistet flere og flere faciliteter, fordi der ikke har været penge til nødvendig vedligeholdelse, og dermed er flere og flere oplevelser for vores beboere gået tabt. Så skriften på væggen har længe og tydeligt varslet en kommende totalnedlukning af Snoezelhuset.

Snoezelhuset har været et fantastisk hus, hvor specielt de svageste handicappede kunne opleve såvel fysisk sanselige oplevelser ligesom illusionen at være ude i naturen, gudstjeneste i kirke, se isbjørne på isflager på Grønland, sejle med kano på Gudenåen, opleve dyr på den afrikanske savanne og meget andet, som om de virkeligt befandt sig på stedet. Gode oplevelser for dem af vores handicappede, som sjældent kommer udenfor Landsbyen Sølund.

Nu er det definitivt slut, og oplevelserne i Snoezelhuset er slukket og huset livløst, som et stearinlys uden flamme.

Så Søren Erik Pedersen burde ikke have været så overrasket, da han gik forbi Snoezelhuset forleden. Det han konstaterede var blot en del af de skader, de økonomiske besparelser har skabt på Sølund.

Byrådet i Skanderborg Kommune, Staten og Regionen har som bekendt gennem de sidste 8 år beskåret vores beboeres hjemsted for over 50 millioner kroner, og det vil fortsætte flere år endnu. Det er derfor ikke så mærkeligt, at et så drastisk økonomiske indgreb har haft konsekvenser for Sølund - bl.a. et dødt Snoezelhus.

Da Snoezelhuset opstod glemte man, at det koster penge, at holde et avanceret IT-system opdateret, for at beboerne kunne have glæde af Snoezelhuset. Pga. nedskæringer udeblev pengene til løbende vedligeholdelse, og IT-systemerne gik ned ét efter ét gennem de sidste år.

Politikerne har fået sine “sparepenge”, og de er dybest set betalt af de svageste blandt vores handicappede.

Snoezelhuset er dødt, og vil ikke genopstå!

Publiceret 19 December 2019 13:30