Det kan være en udfordring at få sorteret affald i de rigtige containere. Så er det godt med god vejledning på genbrugspladsen. Den var der ikke lige den dag, Ole Larsen kom forbi. Pressefoto

Det kan være en udfordring at få sorteret affald i de rigtige containere. Så er det godt med god vejledning på genbrugspladsen. Den var der ikke lige den dag, Ole Larsen kom forbi. Pressefoto

Debat:

Udfordret på genbrugspladsen

Viljen til at sortere affald er der, men det kan være svært lige at finde ud af, hvad der skal være hvor

Ole Larsen, Vestergade 15B, 8660 Skanderborg

debat Jeg havde for nylig en 'skræmmende', 'sjov', 'mærkelig' oplevelse på i Værdiparken i Skanderborg.

Historien er som følger:

Jeg ankommer til Værdicentralen to minutter i kl. 7. Idet jeg kører frem mod porten, bliver den åbnet, og man tænker "sikke en service, at der bliver åbnet, fordi jeg kommer for tidligt". Det var så min første fejl.

Jeg kører hen til kemikalieafdelingen og sætter et syltetøjsglas med benzin, det står der tydeligt på låget. Det var så min anden fejl.

Manden, som var så flink at åbne for mig, kom hen til mig og fortalte i meget tydelige vendinger, at jeg ikke skulle bryde mig om at køre ind før kl. 7, og at han havde en kollega, "som ville smide mig ud fra pladsen og bede mig komme igen kl. 7".

"Dit eget problem"

Efterfølgende kommer han og spørger, om det er mig, der har sat et syltetøjsglas med benzin? Det kan jeg jo bekræfte, så får jeg at vide, at man ikke modtager den slags - heller ikke rapsolie og dieselolie. Da jeg spørger om, hvad jeg så gør ved det, er svaret "at det er mit eget problem!"

Jeg fortsætter og afleverer nogle gamle ruder, derfra videre til den første komprimator med småt brændbart, - den er lukket, jeg fortsætter til metal og smider en halogen-arbejdslampe samt et par kabelstumper og lidt jernaffald. Det var så min tredje fejl.

Nu kom pladsmanden så igen og fortalte mig om den nye fejl. Jeg må ikke smide kabelaffaldet og lampen i metalaffald, der er en container til kabelstumper - "hvilket står tydelig ved elektronikaffald". Samme sted skulle lampen så også have været afleveret.

Jeg kører videre forbi en container med papir og bøger. Her smider jeg to stykker pap i. Det var så min fjerde fejl.

Småt brændbart tænder ham af

Nu har jeg virkelig tændt pladsmanden af. Han har sikkert holdt øje med 'den tumpe', som ikke kan læse og smider ting, hvor det passer ham. At dømme ud fra hans ansigtsudtryk, da han kommer farende, kan jeg godt se, at der er noget galt. Han mener nu, at jeg gør det her med vilje for at ødelægge hans dag.

Han er virkelig vred, det er jeg ikke i tvivl om, fordi jeg har smidt to stykker pap i papircontaineren "udelukkende for at irritere ham".

Den næste container, som jeg ville smide mit småt brændbart i var så også lukket, men nu tør jeg næsten ikke spørge ham, om hvor jeg kan gøre af det flamingo jeg har til småt brændbart.

Hvilket tænder ham yderligere af, fordi det står på skiltet ved den lukkede container, at det skal afleveres i nr. 39, "og numrene på containerne er fortløbende" - sagt med en tydelig sarkasme.

Derefter fortsætter jeg til den container, som er til murbrokker, tegl o. lign. Jeg smider en betonklump på størrelse med en stor knyttet hånd samt et potteskår og lidt småsten i containeren. Det var så fejl nr. fem.

Krævende opgave at styre tumperne

Nu kommer min ven og trofaste følgesvend igen hen til mig igen og spørger, om jeg ikke kan se, at der er en gul/sort kæde ved den container? Jo det er ret tydeligt med den kæde, men i den verden jeg har levet i, betyder det fare - i dette tilfælde at man kan falde ned i containeren.

Hvad jeg ikke kunne se, var, at der på den anden side sad nogle små stykker papir (ca. 5x15cm), hvor der stod 'Lukket' - det skal så siges, at jeg ikke var den første, som havde taget fejl!

Ja, sådan fik jeg afleveret noget af mit værdiaffald. Desværre samtidig med, at jeg fik ødelagt dagen for den stakkels pladsmand, som til daglig må kæmpe imod tumper som undertegnede. Men jeg er ikke den eneste tumpe, han fortalte mig i forløbet at man havde dumpet syv personer, som skulle være 'værdimænd' på pladsen.

Jo, det er ret krævende at holde styr på alle de forskellige typer mennesker og andet affald, som kommer på den plads.

Publiceret 13 September 2019 08:00