Nodo Arkitekter har for Ry Bytorv A/S tegnet forslaget til, hvordan Ry Bytorv kommer til at se ud med de fem punkthuse.

Sådan forestiller Ry Bytorv A/S sig at bytorvet kan komme til at se ud i fremtiden med de fem punkthuse. Illustration: Nodo Arkitekter

Debat: Frygter flere år uden boliger på Ry Bytorv

Byrådspolitikeren Kai Høstrup fortæller her om sin holdning til Ry Bytorv før, nu og efter den nye lokalplan

Kai Høstrup, byrådsmedlem Socialdemokraterne, Bodalsvej 11, Ry

Ry Bytorv Som en af de politikere i Skanderborg byråd, der bor i Ry midtby, vil jeg komme med mine kommentarer til planerne og byggeriet Ry bytorv.

Da jeg så planerne, tænkte jeg, den ide er da meget god - og det er borgernes ønsker. Planerne blev fremlagt for alle borgerne, og der var ingen protester

Jeg syntes, det har været træls med et forslæbende projekt, der nu igennem mere end 10 år, har efterladt et stor åbent sår i Ry midtby. Begrundelsen for at hele projektet skulle trækkes i langdrag var krisen og den konklusion, at der stort set ikke var penge i projektet. Første fase af torvet blev opført, men så gik alting i stå.

I 2017 nedsatte byrådet et 17,4 udvalg, der skulle arbejde med byernes vækst i centerbyerne Skanderborg, Ry, Hørning, Galten og Låsby. Arbejdsgruppen bestod af borgere i Ry, medarbejdere fra administrationen og politikere.

Borgernes egne ønsker

Gruppen kom med konkrete bud på hvordan Ry midtby kunne tænkes udviklet. Gruppen pegede på klyngehuse på Ry bytorv samt op til 4 etagemeter både på bytorvet og op ad Skanderborgvej til Mølleskolen, for at sikre en by fortætning. Da jeg så planerne, tænkte jeg, den ide er da meget god - og det er borgernes ønsker. Planerne blev fremlagt for alle borgerne, og der var ingen protester.

Sidste år blev der så præsenteret et nyt projekt. Det var noget anderledes end det tidligere godkendte projekt i lokalplanen fra det tidligere Ry byråd. Denne gang med 5 punkthuse i 4 etager. Det nye projekt blev præsenteret på et borgermøde på Hotel Ry, og der rejste sig efterfølgende et folkeoprør på grund af højder og skygge virkninger.

Jeg forstår godt protesterne, og havde jeg været nabo, havde jeg også været i det røde felt. Meget af utilfredsheden kunne have være forhindret ved bedre forberedelse af præsentationen på borgermødet. Der manglede skitser og tegninger, som konkret viste fakta på byggeriets omfang.

Bekymret for økonomien

Byrådet, administrationen og projektet arbejdede efterfølgende på at gøre den nye lokalplan spiselig for alle parter, hele tiden med en balancegang på, hvad kan vi ændre ud fra det den tidligere godkendte lokalplan uden at kommunen får en sag på halsen - og hvordan kan vi gøre projektet spiseligt for naboerne og borgerne. Hele tiden presset på manglende økonomi i projektet. Der blev ændret lidt, men ikke nok til naboernes tilfredshed, og heller ikke min. Jeg havde gerne set den faldefærdige rødstensvilla op til torvet fjernet, og derved kunne noget byggeri være rykket yderligere væk fra naboerne.

Her efter ankenævnet har godkendt lokalplanen, har jeg så fået en ny bekymring. Har bygherre økonomi til at entrere med håndværkere med ordentlige løn- og arbejdsforhold, eller vil man gå efter billig arbejdskraft, for at projektet kan løbe rundt.

Jeg har stemt for den nye lokalplan i Byrådet, men med begrundelsen ”at der ikke var økonomi til at lave yderligere om på planerne”, for så vil projektet ikke blive til noget. Så hellere udvikling, end flere år uden boliger på en af Rys midtbys bedste beliggenheder.

Publiceret 07 March 2019 16:30