Debat:

Højhastighedstogene skal stoppe på Skanderborg Station

Læserbrev af byrådskandidat Søren Kjeldsen Hansen (V)
Borgmesterkandidat Anders Rosenstand Laugesen (V)
Byrådsmedlem og kandidat til by- og regionsrådet Peder Porse (V)

Flertallet på Christiansborg bag den planlagte højhastighedsbane mellem Hovedgård og Hasselager - og udenom vores lokale jernbaneknudepunkt, Skanderborg Station - er omsider forsvundet. Det er en rigtig god nyhed for borgerne i Skanderborg Kommune og mange flere.
Det var også på tide, for finansieringen af Timemodellen for togdrift er væk (sidste opgørelse fra Finansministeriet viste et hul i Togfondens finansiering på cirka 16 milliarder kroner). Det giver simpelthen ingen mening at bruge minimum 3,3 milliarder kroner, som man altså heller ikke har, på at spare sølle 6 minutter på rejsetiden mellem Aarhus og Horsens. Det giver især ingen mening for os lokalt, når højhastighedstogene ifølge de røde partiers plan ikke standser indenfor kommunegrænsen for Skanderborg Kommunes trods alt godt 60.000 indbyggere.
Timemodellen er og bliver et ufinansieret luftkastel, der desværre bidrager med en masse usikkerhed hos rigtig mange lodsejere. Ikke blot i vores kommune, men eksempelvis også i Aarhus og Horsens.
Gad nok vide, hvornår de røde partier kommer til fornuft i denne sag. Vi kan kun opfordre borgmesteren og den røde flertalskoalition på Skanderborg Fælled til at tage en alvorssnak med deres moderpartier, for Timemodellen forbliver en potentiel katastrofe for togdriften i Skanderborg Kommune.
Venstre arbejder både lokalt og på landsplan for at afværge denne kæmpe fejlinvestering.
Venstre arbejder også hårdt for en genåbning af trinbrættet i Stilling. Den forhastede og anlægsmæssigt ligeledes ufinansierede beslutning om Stilling Station, som DF og oppositionen lavede udenom regeringen, har desværre ikke fremmet en mulig snarlig persontransport via tog til og fra Stilling.

Publiceret 21 July 2017 15:00