DEBAT:

Vil Venstre privatisere plejecentrene?

Af Kristian Skovhus, byrådskandidat for Socialdemokraterne, Thorsvej 21, Galten

Venstre vil løbe videre med stafetten. Venstre-regeringen sænkede skatten og sige,r at borgerne selv skal vælge, hvordan pengene bruges. Nu kan vi så begynde at se konturerne af Venstres minimal-stat, som de har arbejdet så hårdt for. Vi skal f.eks. selv i stigende grad betale til behandling på sygehusene via private forsikringer. Venstre i Skanderborg vil nu også indføre Lotte-modellen og frivilligt arbejde i ældreplejen. Lotte-plejehjemmet på Frederiksberg er privatejet og drevet uden kommunal driftsoverenskomst. Thyra Frank er den dygtig leder af det lille plejehjem på Frederiksberg med godt 20 beboere. I bestyrelsen sidder Venstre-kvinden, tidligere socialminister Else Winther Andersen. Det vækker naturligvis tanken om nye privatiseringsdrømme hos Venstre. Antallet af ældre over 75 vil vokse med op mod 40 procent i de kommende år. Lotte-modellen er ikke på nogen måde en løsning på dette forhold. Modellen handler om god ledelse og penge nok. Hvis man har råd, kan man selv betale for en plejehjemsplads på Lotte. Det er sikkert her, Venstre-hjerterne smelter! Det er intet mindre end utroligt, at Venstre i Skanderborg ikke selv har en eneste vision for ældreområdet. Frivilligt arbejde er vigtigt, men det kan ikke erstatte veluddannede professionelle medarbejdere, som kan sikre ældre en sund og aktiv alderdom. Venstres valgpjece er så upræcis og generel, at enhver kan udlede hvad som helst: "Højt til loftet" og " løbe videre med stafetten". Hvad vil Venstre egentlig? Når de ikke melder en politik ud, er der al mulig grund til at tro, at de vil fortsætte i samme skure som har ført til nedskæringer, et kæmpe hul i kommunekassen og en kommune, som ikke hænger sammen. Vi har brug for en helt anden for form nytænkning. Socialdemokraterne har et bud på en sund, social og smuk kommune. Vort valgprogram er omfattende og har et solidt bud på Kommunen som arbejdsplads, børnene, skolerne, specialundervisning, ung, ældre, handicappede, beskæftigelsen, kultur og fritid, byudvikling, "det gode liv", integration, udlicitering, infrastruktur mv. Find programmet på nettet. Vælg en Sund, Social og Smuk kommune. Det vil jeg arbejde for. Lad Venstre løbe uden stafetten.

Publiceret 11 November 2009 12:00