Møllelauget åbner døren til hovedbygningen
Seniorrådgiver og museumsdirektør er klar til at bistå Møllelauget med udstillinger og oplevelser.
Tirsdag den 16. maj klokken 19 inviterer Møllelauget til den første af tre guidede rundvisninger for lokale uden forhåndstilmelding på Vestermølle. Og for første gang bliver der mulighed for at komme indenfor i den 113 år gamle, mere end 400 m2 store hovedbygning. Her får Møllelauget velkomst-, udstillings- og oplevelsesrum, bibliotek, kontor/butik samt lokaler til Galleri Julius.
Exner Arkitektur arbejder for tiden med forslag til renovering og nyindretning, mens seniorrådgiver, ph.d. Henning Otte Hansen, Københavns Universitet, og Flemming Just, frem til pensionering 1. oktober direktør for Sydvestjyske Museer, sammen med Møllelaugets bestyrelse er gået i gang med det arbejde, der skal føre til udstillinger og oplevelser. Flemming Just er dr. phil. og adjungeret professor ved Syddansk Universitet.
Møllelauget har gennem opsparing og donationer sikret sig 3,5 millioner kroner til de forestående arbejder. Der bliver brug for et større beløb, hvorfor en fundraising er under planlægning.
Rundvisningen 16. maj fører også forbi og ind i en række af Vestermølles øvrige bygninger samt stop ved Helligkilden, hvor der bydes på et glas af det (måske) livsforlængende og helbredende vand. I møllehuset starter møllerne den gamle vandturbine, som CO2-frit trækker stenkværnen og Skanderborgs første jævnstrømselværk.
Møllelauget lover en aften med både historiske fortællinger og røverhistorier.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
sra