Forår fejret med plantning af flere nye træer
Arbejdsgruppen ”de næste 1000 træer” har siden 2019 plantet 1187 nye træer i Galten-Skovby.
Det er forår og plantetid, og arbejdsgruppen ”de næste 1000 træer” kan fortælle, at der igen er lavet aftale om træ plantning.
Forårets plantning fandt sted onsdag 12. april ved Danish Agro, og torsdag 13. ved Svaneparken og langs Knopsvane Alle.
Og endelig kunne der skiftes et træ ud ved Klank erhvervspark, som var blevet ødelagt.
Med de nye plantninger er der blevet plantet 1187 træer i Galten-Skovby siden 2019, fortæller Martin Frank Nielsen på vegne af arbejdsgruppen i en pressemeddelelse.
Med plantning af fem linde træer langs Høvervej, og syv egetræer i en rundkreds ud mod Silkeborgvej fuldfører Danish Agro deres profil ud mod Høvervej. Det består af en lang række lindetræer langs Høvervej, og en rundkreds af egetræer ved indgangen til administrationsbygningen og ved Silkeborgvej.
Skanderborg kommune tager ligeledes det næste skridt til færdiggørelse af udstykningen af Svaneparken med plantning af 30 Japanske prydkirsebærtræer langs stamvejene.
Senere på året plantes der yderligere træer på vendepladserne af grundejerforeningen.
Mere grønt
Der har tidligere været mange allétræer i Galten-Skovby. Det fremgår tydeligt af gamle billeder fra området. Det har været arbejdsgruppens ønske, at vi om ikke når samme tilstand så dog et meget mere grønt udtryk.
Der har siden 2019 været arbejdet på projektet. Der blev udarbejdet en folder, der fortæller om projektet og givet inspiration til, hvordan både enkeltpersoner og firmaer kan bidrage til at få gjort området mere grønt.
»Det er en del af fortællingen, at vi gerne vil inddrage børn i vores plantning, så de derved for medejerskab til, at området bliver gjort mere grønt. Der har således været flere klasser og grupper af børnehavebørn med i nogle af de store plantninger, fortæller Martin Frank Nielsen i en pressemeddelelse, og han fortsætter:
»Det spiller ligeledes en stor rolle, at vi ved plantningen er med til at løfte biodiversiteten og reducere Co2 aftrykket.«
Nogle af de mindre synlige initiativer er, at Sparekassen Kronjylland gav såvel arbejdskraft som 190 planter til området ved sheltere og Grillhytten ved Skovby skoven som led i deres fejring af 190 års fødselsdag.
»I et flot samarbejde mellem Cinatur, Nodo Arkitekterne og Skanderborg kommune er det ligeledes blevet muligt at give de nye skoleelever en velkomsthilsen i form at et træ til enten udplantning i egen have, ellers sørger kommunen for, at der findes et egnet sted i området til træerne,« fortæller han.
»Der er flere mindre projekter, der tæller med i det samlede antal plantninger. Og der er andre projekter på tegnebrættet, som vi glæder os til at offentliggøre,« lyder det videre fra arbejdsgruppen, der opfordrer alle, der planter træer, eller har brug for rådgivning om træsorter, til at kontakte arbejdsgruppen for råd og vejledning.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
gs