Han var seernes favorit til Melodi Grand Prix 2023: Nu skal han spille skolekoncert i Stjær
Røgmaskiner, dyb stemmeføring og fuld skrue på guitaren. Det er, hvad elever på Stjærskolen kan se frem til.
Var du blandt de mere end 900.000 danskere, der i starten af februar sad klistret til skærmen for at se dette års Melodi Grand Prix, så kan du sikkert huske Nicklas Sonne. Den store mand, der med sort tøj, langt hår og fuldskæg sang sig direkte ind i seernes hjerter.
Hans sang “Freedom” fik i finalen hele 40 procent af seerstemmerne, og selvom Nicklas Sonne efter juryens bedømmelse måtte nøjes med en samlet andenplads, er han godt tilfreds med konkurrencens resultat.
Det er en fantastisk følelse at vide, at der er så mange, der følger mig og nu har fået øjnene op for, at heavy metal slet ikke er så slemt
»Jeg er så overvældet over, at jeg var den, der fik flest seerstemmer. Det er en fantastisk følelse at vide, at der er så mange, der følger mig og nu har fået øjnene op for, at heavy metal slet ikke er så slemt,« siger Nicklas Sonne.
Fra arena til gymnastiksal
Da Nicklas Sonne til Melodi Grand Prix stod på scenen i Arena Næstved, var det som soloartist. Til hverdag bruger han dog en stor del af sin tid på at være én ud af fire musikere i bandet Defecto.
Defecto har siden 2010 spillet progressiv metal, og inden for de seneste år har bandet varmet op for heavy metal-ikoner såsom Metallica og Rammstein.
Ovenstående betyder dog ikke, at Defecto kun er at finde på de store scener. Siden 2018 har Defecto været en del af skolekoncertordningen hos Levende Musik i Skolen (LMS) og har altså optrådt på grundskoler i hele Danmark. Spørger man Nicklas Sonne, der er forsanger og guitarist i Defecto, er skolekoncerterne lidt af en hjertesag for ham.
»Det er utroligt givende at kunne fortælle min historie for børn, for da jeg var på deres alder, havde jeg det ad helvedes til, fordi mine forældre blev skilt, og jeg blev mobbet i skolen. Når jeg står der som en stor mand og fortæller om det, så er jeg sikker på, at der sidder børn, som synes, det er inspirerende,« siger Nicklas Sonne og fortsætter:
»Jeg snakker meget med børnene om, at hvis man finder noget, man er passioneret omkring, så kan det hjælpe en op de sorte huller, man er faldet ned i. For mig var det musikken, der hjalp - men det kan jo være hvad som helst.«
Fuld smæk på
Defecto, der foruden Nicklas Sonne består af lead guitarist Frederik Møller, bassist Thomas Bartholin og trommeslager Mikkel Christensen, skal til april spille i alt ni skolekoncerter for Levende Musik i Skolen.
I Skanderborg Kommune spiller Defecto i denne omgang én koncert fredag den 14. april på Stjærskolen, hvor elever fra 4. - 9. klasse bliver det heldige publikum. Foruden Skanderborg Kommune kigger Defecto på den kommende turné forbi Næstved, Høje-Taastrup, Rudersdal og Mariagerfjord.
Nicklas Sonne fortæller, at hele bandet glæder sig enormt meget til deres kommende skoleturné, og de ved også allerede nu, at de fortsat skal spille skolekoncerter i sæsonen 23/24.
»Børnene er så glade og modtagelige, når vi begynder at spille. De bliver nærmest blæst bagover, og det er jo også meningen,« siger Nicklas Sonne og uddyber:
»Der er fuld smæk på, når vi kommer ind på scenen, og jeg går direkte hen og råber i mikrofonen. Det er faktisk det lille form for chok, der skaber en rigtig god reaktion i dem – ligesom hvis de ser en racerbil, der kører hurtigt.«
Koncerten er en del af kommunens aftale med Kulturpakker. Kulturpakker er en ordning, hvorved kommunens børn er sikret én årlig oplevelse med henholdsvis musik, dans og teater. Levende Musik i Skolen faciliterer de musikalske oplevelser, mens Dansehallerne står for dansetiltag, og Teatercentrum står for teateroplevelser.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
sra