Galten Byfest skruer op for den grønne profil
Som altid er der god musik, underholdning, hyggeligt samvær og kolde drikkevarer, når Galten Byfest løber af stablen. I år er der dog den forskel, at du ikke bare kan smide dit krus i skraldespanden, når den sidste tår er drukket.
Planlægningen til årets byfest er i fuld sving og i år bliver det ikke kun årets festligste højdepunkt med god musik, sublim underholdning, hyggeligt samvær og kolde drikkevarer, når Galten Byfest løber af stablen 17.-20. maj 2023. Det bliver også året hvor Galten byfest går forrest mod en grønnere profil, »og vi kan ikke gøre det uden jer,« skriver Galten Byfest i en pressemeddelelse.
Ved dette års byfest bliver størstedelen af drikkevarerne nemlig serveret i miljøvenlige plastkrus, som efter byfesten bliver rengjort og genanvendt. Det er superenkelt for jer som deltagere at hjælpe Galten Byfest på den grønne rejse, det kræver nemlig blot at dit krus bliver afleveret i baren i stedet for i skraldespanden, så hjælp os med at forbruge mindre plastik og skåne miljøet.
Det betyder meget for Galten Byfest at skabe en grønnere profil og derfor er vi også en af de første byfester i landet som gør festen grønnere med genanvendelige krus. Vi har stor tiltro til at vi kan få stort set alle krus retur fra alle de besøgende, som er igennem i løbet af dagene, aftenerne og ikke mindst nætterne.
Igen i år er programmet spækket med festlige aktiviteter for alle aldre, som samler Galten/Skovby og omegn. Programmet byder blandt andet på et godt gensyn med Tennis, som er klar til at smashe god musik ud af højtalerne.
Torsdag skal løbeskoene snøres når Super Brugsens Byfest løb afholdes og senere får lattermusklen den helt store tur når komikerne Lars Hjortshøj, Mahamad Habane, Torben Chris, samt vinderen af DM i stand up 2022 Johnny Robertson gæster teltet.
»Vi håber også at byens børn og unge igen i år er klar til 0.-5. klasses disko, 6.-8. klasses disko, mens de unge fra og med 9. klasse kan glæde sig til liveoplevelse når en populær kendt kunstner gæster teltet fredag.Lørdag skal vi tilbage til de fede 90’ere med Drömhus, Me&My og Cut’N’Move. Dette er kun et lille udsnit af hvad der kommer til at ske under byfesten, som sagt er programmet godt fyldt op med noget for en hver smag,« teaser folkene bag festivalen.
Galten Byfest drives af de mange frivillige ildsjæle som melder sig til vagter og de gør en kæmpe forskel hvert år, hvilket vi er taknemmelige for – for uden de frivillige er det ikke muligt med de skarpe priser og på samme tid at støtte foreningslivet i Galten/Skovby og omegn.
Biletter er på Galtenbyfest.dk, og du kan følge dem på Facebook – Galten Byfest for løbende opdateringer og nyheder.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
sø