Ørkenen – et fristelsens sted?
Måske har du i dine yngre år læst Tintin-tegneserien »Krabben med de gyldne klør«? Her møder Tintin for første gang sin gode ven, Kaptajn Haddoch under tumultariske omstændigheder. De to indleder deres lange venskab med en rask slåskamp, da den fordrukne Haddoch overrumples i sin kahyt, hvor han er blevet spærret inde på skibet – det skib, som Tintin har sneget sig ombord på.
De to slår sig imidlertid sammen og flygter fra skibet i en redningsbåd. Senere begiver de sig sammen på kameler gennem en ørken, for sammen at opklare den sag, som nu er blevet deres fælles. Undervejs slipper vandforsyningerne op, men heldigvis har Haddoch sin egen forsyning med: En flaske whisky. Først da den også er hældt ned, melder tørsten sig for alvor hos den alkoholiserede kaptajn med det farverige sprog.
Herefter må han slæbe sig gennem ørkenen og gentager ordene »Tørstens land« et utal af gange. Til sidst ser han et fatamorgana: Da han ser på Tintin, ser han ikke længere sin gode ven men derimod en kæmpestor flaske whisky. Derfor går han atter løs på Tintin, som han nu forsøger at kvæle for at få proppen af det, han tror er hans elskede livseliksir. Herefter kollapser de begge og bliver kun reddet, da et hold beduiner tilfældigt passerer forbi på det sted hvor de er faldet om.
Jeg kendte engang en højskoleforstander, der jævnligt spurgte sine elever: »Hvad er ørkenen i dit liv?« Ja, for en ørken kan jo også være andet end sådan en ørken som Tintin og Kaptajn Haddoch begav sig igennem og endte med at kollapse i. Som mennesker kan vi i vores liv være sendt ud på en »ørkenvandring«. Og ligesom virkelighedens fysiske ørken, hvor der er mangel på vand, skygge, læ og mad, kan vores mentale ørken være et sted, hvor vi synes at mangle pejling og retning - et sted med endeløs håbløshed og hvor livet er truet af tilintetgørelse. I en ørken er vi maksimalt pressede, og vi fristes til at gribe til desperate løsninger på vores problemer. En ørken er et »fristelsens sted«, hvor de basale instinkter kan tage magten om over vores ellers så kultiverede ego.
I fristelsen glemmer vi, at der er noget, der er større end os selv og vores egoistiske behov for ubegrænset personlig frihed, selvrealisering og letbenet bekræftelse. Dér hvor vi glemmer, at der også er en dag i morgen, hvor vi skal kunne se os selv og vores næste i øjnene, ja se vores skaber og Far i himmelen i øjnene.
Det har vi brug for Jesus til at hjælpe os med. Det kan vi ikke selv. For fristede bliver vi – sådan er vores menneskelige natur. Og fristelser bliver der flere og flere af efterhånden som vores personlige frihed og økonomiske muligheder vokser. Vi får hele tiden flere og flere fristelser at vælge imellem.
Vi skal give Jesus plads lige dér mellem os og fristeren. Selve fristelsen er ikke så vigtig, den glemmer vi hurtigt, når først vi oplever og mærker den frisættende kærlighed, som Jesus elsker os med – når først vi sætter hans kærlighed i stedet for fristelserne.
Og så er det vidunderligt fantastisk at vi alligevel kommer derhen, hvor vi gerne vil. Og er lige dér, hvor vi får lov at opleve lykke, glæde, fred, fuldkommenhed. Ikke fordi vi har forfulgt fristelserne - men fordi vi er blevet lykkeligt befriet fra dem.