Kunstprojekt med fokus på ligeværdighed mellem mennesker
Fernisering på værker kreeret af beboere fra Sølund blev tilløbsstykke.
Der var fyldt til bristepunktet inde på Skanderborg Bibliotek forleden, da der var fernisering på værker kreeret af fire beboere fra Landsbyen Sølund.
Vi har jo med borgere at gøre, der kun har lidt eller intet sprog, så vi mødes på andre planer. Det er som mennesker, vi mødes.
Kunstprojektet har titlen ”I samme båd”, og foruden de udstillende beboere fra Sølund, Erik Jensen, Solvejg Winter, Nikita Josefine Hansen og Irene Maria van Kooten Niekerk, bestod gruppen bag projektet også af kunstner Thomas Dausell og pædagog Anna Christensen.
Tæt samarbejde
Viceborgmester Frank W. Damgaard holdt tale ved ferniseringen, og han fremhævede, at kunstprojektet havde indebåret et tæt samarbejde mellem seks mennesker i tre måneder.
Frank W. Damgaard er jo som Frank Megabody selv bekendt med at arbejde med kunst, og det tog han udgangspunkt i, da han talte ved ferniseringen.
»Jeg kender følelsen af, at man selv har skabt noget. Det er en dejlig følelse,« lød det fra Frank Damgaard.
Frank Damgaard tilføjede med henvisning til ferniseringen også vigtigheden af, at man også møder anerkendelse for det, der er skabt, ligesom han også roste de personer, der havde fungeret som ”fødselshjælpere” på projektet.
Det var blandt andet kunstneren bag projektet, Thomas Dausell, som er uddannet billedkunstner fra det Kongelige Danske Kunstakademi og det Jyske Kunstakademi. Han talte også ved ferniseringen.
En vild rejse
Thomas Dausell henvendte sig direkte til deltagerne i projektet.
»Tak til jer. Det har været rigtig skønt at være sammen med jer. Vi har været på en rejse sammen. Vi er i samme båd, og det er nemlig et kollektivt projekt,« lød det.
Thomas Dausell fremhævede, at projektet handler om, at kunsten kan skabe et fællesskab.
»Det er et projekt, der tager højde for, at alle kan være med et sted, hvor vi ser hinanden i øjnene, hvor vi er lige, hvor der er plads til forskellighed, og hvor vi alle sammen bidrager ligeværdigt. ”I samme båd” er en kreativ platform, som er baseret på tryghed, fællesskab, alvor og humor. Det har I været med til at give det her projekt,« sagde Thomas Dausell.
Thomas Dausell rettede også en tak til Anna Christensen, som er pædagog i aktivitetstilbud i Landsbyen Sølund. Og til Jakob Krogh fra Skanderborg Fællesskaberne, som oprindelig havde grebet bolden om ideen til projektet.
Skabe kunst
Det var Thomas Dausell, som fik ideen til projektet, som bygger på det neurodiverse fællesskab, som grundlæggende handler om at skabe kunst sammen med borgere med vidtgående og varige funktionsnedsættelser.
Det handler om, at den enkelte skal opleve glæden ved at skabe noget.
»Vi har jo med borgere at gøre, der kun har lidt eller intet sprog, så vi mødes på andre planer. Det er som mennesker, vi mødes,« uddybede Thomas Dausell til Uge-Bladet og tilføjede, at det handler om at have ligeværdigheden mellem alle mennesker for øje.