Foredrag om dét at være særlig sensitiv
Psykoterapeut MPF, cand.theol. Ilse Sand holder foredrag om højsensitivitet i Skanderborg Sundhedscenter
Ifølge den amerikanske psykolog og forsker Elaine Aron er det at være særligt sensitiv et karaktertræk som 15-20 % af befolkningen har. Hvis man er særligt sensitiv, er man en person, som er særligt følsom over for indtryk. Man tager simpelthen flere indtryk ind og forarbejder dem på et dybere plan, end andre mennesker gør. Derfor vil man som højsensitiv let komme til at føle sig overstimuleret og få lyst til at trække sig fra sammenhænge, hvor der sker mange ting på en gang.
Da det kun er ca, hver femte, der er særligt sensitiv, er mennesker med dette karaktertræk ofte i mindretal. Andre kan let komme til at opleve den højsensitive som pylret, overfølsom eller uselskabelig, fordi han eller hun hurtigere bliver træt og ofte foretrækker sit eget selskab frem for andres.
Den højsensitive kommer på sin side let til at føle sig svag, fordi vedkommende ikke kan klare så meget stimulation, som andre mennesker kan. Det bliver endnu desto mere vanskeligt for den højsensitive, fordi vi lever i en kultur, hvor egenskaber som robusthed og det at være "frisk og energisk" vurderes som værdifulde. Man behøver bare kaste et blik på en side med jobannoncer. Her vil der være stor efterspørgsel på f.eks. at være grænseløst udadvendt og energisk. Egenskaber som den sensitive sandsynligvis ikke har.
Hvem er særligt sensitive
Særligt sensitive vil kunne svare ja til de fleste af følgende udsagn: Jeg har et rigt indre liv. Jeg har en god fornemmelse for, hvordan mennesker omkring mig har det. Jeg er meget påvirkelig af andre menneskers stemninger. Jeg bryder mig ikke om voldsprægede film eller tv-serier
"Det er min erfaring, at når særligt sensitive bliver klar over, at deres oplevelse af at være anderledes skyldes et helt neutralt og sandsynligvis medfødt karaktertræk, bliver de lettede. Og når de opdager, at det ikke er en defekt, men en egenskab, som både indeholder begrænsninger og fordele, bliver de mere afslappede og glade for sig selv," siger Psykoterapeut MPF, cand. theol. Ilse Sand, som holder foredrag om emnet i Skanderborg Sundhedscenter tirsdag den 16. februar klokken 19.00.
Læs mere på www.kurserogterapi.dk/sensitiv