Mordet på kommandanten ...

klumme 'Mordet på kommandanten' af Haruki Murakami, forlaget Klim.

Jeg har tidligere skrevet om Murakami og hans romaner, som jeg har læst flere af, fordi de er gode, udfordrende og meget underlige.

Der er ofte det fællestræk ved hans romaner, at de rummer parallelle verdener, magisk realisme, forsvundne personer, og brønde, som hovedpersonerne sætter sig på bunden af.

'Mordet på kommandanten' er ikke helt så underlig som for eksempel 'Trækopfuglens krønike' og '1Q84', og den er heller ikke svær at læse. Den kan være en god roman at starte med, hvis du har lyst til at lære Murakami’s forunderlige verden at kende.

'Mordet på kommandanten' handler om en fraskilt portrætmaler, som flytter til et afsides hus i bjergene, som han låner af en kunstmaler, der nu er dement og bor på plejehjem.

Der er mange fortællespor i romanen, og jeg vil her blot beskrive et af dem, som jeg synes, er meget fascinerende og lidt uhyggeligt.

På samme tidspunkt hver nat lyder der en ringlen et sted ude fra skoven. Lyden kommer fra en helligdom, der viser sig at hvile oven på et rum (brønd) under jorden. Hovedpersonen og hans nye bekendte Menshiki, får helligdommen og stenen væk oven på rummet og finder dybt nede i jorden nogle gamle bjælder, som de tager op fra hullet.

Ifølge gamle overleveringer fandtes der i Japan munke, som valgte at lade sig levende begrave. Det eneste, de tog med sig, var en form for instrument.

Munkene mediterede sig selv ind i døden/nirvana og blev til en særligt flot mumie, fordi de forinden havde været på en speciel diæt. Efter en del år blev mumiet taget op ad graven og anbragt i et tempel, hvor det blev tilbedt.

I fortællingen bliver bjælderne ved med at ringe…

Og der sker flere mystiske ting i 'Mordet på kommandanten', som er en roman i to bind. Andet bind udkommer til oktober.

Jeg synes ikke, 'Mordet på kommandanten' er Murakami’s bedste roman. Men selv når han er middelmådig, er han ret god!

Jeg har siden sidst læst tre bøger om cykelsport, som også skal have lidt omtale i denne klumme.

'Coppi og Bartali' af Curzio Malparte, udgivet af forlaget Atlas

'Coppi og Bartali' er et meget berømt essay skrevet af Curzio Malparte i 1947. Det går i alt sin enkelhed ud på at beskrive forskellene mellem de to italienske cykelrivaler Coppi og Bartali.

Malparte lister forskellene op: for eksempel troede Bartali, at han vandt cykelløb ved Guds hjælp, mens Coppi ikke troede på Gud, men på fysik og muskelkraft. Bartali var fra landet, Coppi ud af en arbejderfamilie osv. osv. Malpartes essay er også en beskrivelse af Italiens forandring fra tiden før og efter anden verdenskrig.

Jeg har læst, at 'Coppi og Bartali' er et must read for journalister og forfattere, som skriver om cykelsporten.

Det er en lille bog, man hurtigt kan læse. Jeg kan ikke helt forstå, hvor dette essay er så epokegørende?

'Sportshjerte' af Daniel Dencik, forlaget Gyldendal

Jeg er til gengæld meget begejstret for 'Sportshjerte'. Det er en meget anderledes bog om cykelsporten.

Det er en dybere fortælling om sport, lidenskab og ambitioner. Den handler om eksistens, om at føle livet intenst, når man er tæt på total udmattelse/døden.

Det er en meget filosofisk bog – og egentlig kan man jo drage paralleller mellem moderne cykelrytteres liv, og de buddhistiske munke, som søgte nirvana i et mørkt hul i jorden. Jo tættere, vi er på døden, des stærkere føles livet.

Jeg vil tillade mig at sammenligne 'Sportshjerte' med Murakamis bog om løb 'Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe'. Det er begge fortællinger, som forstår at skildre essensen, kærligheden og lidenskaben for henholdsvis cykling og løb.

'Udbrud' af Michael Rasmussen, forlaget People’s Press

Jeg er netop nu i gang med at læse Michael Rasmussens nyligt udkommende biografi 'Udbrud'.

Den fortæller om Michael’s liv fra drengeårene og fremefter. Den er let at læse, og jeg er aldrig i tvivl om, hvad han mener.

Michael Rasmussen er en særlig person, som altid har gået egne vegne og gjort tingene på sin måde - til stor irritation for de mennesker, der har været omkring ham. Han erkender selv, at han ikke har været nem at arbejde sammen med. Men han har altid forfulgt egne ambitioner og drømme 110 procent.

Jeg er mange steder uenig med ham, og synes, han mangler diplomati og omtanke, når han udtaler sig om andre kendte personer i og omkring sporten.

Men jeg har på den anden side også dyb respekt for, at Michael Rasmussen kan og tør sige sin mening, og at han til stadighed betaler prisen for det, og derfor sikkert altid vil være persona non grata.

Om du læser Murakami eller en af de tre bøger om cykling – ja, så er temaet forunderligvis det samme. Det handler om at finde meningen med det hele.