På vej med ny udgave af populær skulptur-udstilling
Kunstnere og værker er valgt til SkulpturBy Galten 2023.
Der er en splinterny udgave af udstillingen SkupturBy Galten på vej. 2023-udgaven afsløres i slutningen af maj 2023 og løber til medio oktober.
Vi har været på udstillinger rundt i Danmark og fået kontakt til kunstnere, som vi ikke har haft i Galten tidligere. Vi glæder os, det bliver bare så godt.
Det oplyser Tove Severinsen, formand for Bio Huset i Galten, på vegne af arbejdsgruppen bag SkulpturBy Galten.
»Vi har været på udstillinger rundt i Danmark og fået kontakt til kunstnere, som vi ikke har haft i Galten tidligere. Vi glæder os, det bliver bare så godt,« lyder det i en pressemeddelelse.
Værker er valgt
Status er lige nu, at arbejdsgruppen har valgt de kunstnere og værker, som skal udstilles. Der er lagt stor vægt på, at de udstillede værker er udført i forskellige materialer, og at de har forskellige udtryk og størrelse.
Der arbejdes tillige på at tage kontakt til kunstnerne og til de berørte lodsejere for aftale om opstilling af værkerne. Der skal igen udarbejdes et flot katalog, som fortæller om kunstnere og deres værker.
»Vi planlægger rundvisninger i lighed med tidligere år, og det hele starter med en festlighed, inden udstillingens start,« lover Tove Severinsen på vegne af arbejdsgruppen.
En skulpturby
I forbindelse med den seneste kunstguide, Fra Skakbrikker til Galtgrise, som fortalte om de mange skulpturer og anden kunst, man kan opleve i Galten-Skovby, skrev formanden for kulturen i Skanderborg Kommune, Tage Nielsen, blandt andet i kataloget:
»Galten er blevet kendt som skulpturbyen. Det tales der om rigtig mange steder. Og rigtig mange mennesker kommer hertil for netop at se skulpturerne. Der står nu permanent 32 værker rundt om i byen. Det er blandt andet et resultat af de skulptur-by udstillinger, der har været her siden 2017. Men også et resultat af virksomheders, foreningers og institutioners interesse for og bidrag til kunsten og skulpturerne i Galten.«