Smukfest føjer syv navne til plakaten
I alt 20 kunstnere er nu offentliggjort til Smukfest 2022.
Fire dage inde i det nye år er Smukfest klar til at offentliggøre yderligere syv kunstnere, som gæster Bøgeskoven til sommer.
Det drejer sig om Artigeardit, Drew Sycamore, Kesi, Lamin, Malte Ebert, Medina og Rasmus Seebach.
Smukfest har med de syv kunstnere nu føjet i alt 20 kunstnere til plakaten til Smukfest, som i år varer fra 30. juli til 6. august.
I et opslag på Instagram skriver Smukfest, at det er 10 procent af det samlede program.
Der er altså meget mere i vente.
Foreløbig har Smukfest også Andreas Odbjerg, Gilli, Tobias Rahim, Megadeth, Benjamin Hav & Familien, The Minds of 99, Imagine Dragons, L.O.C., Mø og Nik & Jay på plakaten.
Partoutbilletterne blev revet væk på 74 minutter, inden de første navne var offentliggjort.
1. februar bliver endagsbilletterne sat til salg, og 1. marts kan man sikre sig en boform.