Rekord til Lions julebanko i Ry
755 bankospillere skabte 80.000 kroner i overskud
Lions Club i Ry fik til fulde indfriet forventningerne med 755 deltagere til det traditionsrige julebanko i Ry Hallerne.
Til at begynde med var der sat stole op til 700 deltagere, så der kom hurtigt pres på for at skaffe flere pladser, så alle kunne komme ind.
»Der var mange fra byen, oplandet og fra andre byer. Af gevinstlisten kan vi se, at mere end halvdelen af præmierne gik til folk fra København, Horsens, Them, Silkeborg, Århus og Brædstrup, så Lions glæder sig over, at ”landets største julebanko” er blevet kendt et pænt stykke fra Ry,« lyder det i en pressemeddelelse.
Resultatet viser et overskud på mere end 80.000 kroner, som blandt andet skal bruges til julevelgørenhed. Lions Club vil igen i år uddele julepakker til borgere, som trænger til en opmuntring, ligesom man også selv kan søge. Der vil også blive mulighed for at støtte andre gode lokale formål.
Ansøgere kan hente vejledning på Lions hjemmeside, oplyses det.
ear