Lokalt fremstød for teater: Flere skal opleve de skrå brædder i Skanderborg
Scenen i Kulturhuset kan måle sig med teatre i de større byer, lyder det.
»Teater? Det ser man da lige her i Skanderborg.«
Sådan lyder det fra Lene Lerche, Jørgen Schmidt og Mette Andersen fra Skanderborg Teaterforsyning, som ønsker at slå et slag for teaterarrangementer i Kulturhuset i Skanderborg.
Alt levende skal bredes ud. Frø skal spredes , og vi skal have kulturelle oplevelser. Ellers bliver det en fattigere verden.
Fem forestillinger
Skanderborg Teaterforsyning tilbyder hvert år mellem fire og seks forestillinger indenfor børneteater, klassisk teater og teaterkoncerter.
Alene i denne sæson har Skanderborg Teaterforsyning booket fem teaterforestillinger.
Man kan blandt andet opleve Det Kongelige Teater opføre stykket ”København”, hvor teatret viser sin force – nemlig at bearbejde højaktuelle problematikker i et iscenesat univers.
Hvordan undgik man, at nazisterne under anden verdenskrig fik udviklet atombomben?
Og hvad var det, Niels Bohr og Werner Heisenberg mødtes om i København i 1941?
Det er nogle af de spørgsmål, der bliver bearbejdet i stykket, og som altid møder Det Kongelige Teater op med en spændende scenografi og tre af dansk teaters stærkeste skuespillere, nemlig Karen-Lise Mynster, Jens Jørgen Spottag og Mikkel Arndt.
Flotte rammer i byen
»Det kan da virke skørt, hvis de lokale ikke kommer og ser det,« mener Mette Andersen.
Hun understreger, at Kulturhuset Skanderborg faktisk har rigtig flotte rammer med en stor sal og en rummelig scene, hvor større og mindre forestillinger kan opsættes på lige fod med teatre i de større byer.
Jørgen Schmidt supplerer, at der i gennemsnit kommer mellem 200 og 300 publikummer pr. forestilling.
»Det er et pænt antal, men vi vil rigtig gerne op på, at 450 ser vores forestillinger. Så får vi en fyldt sal,« siger han.
Han foreslår, at man giver billetter og oplevelser i julegave, eller at man bliver medlem af Kulturforsyningen Skanderborg.
Lene Lerche tilføjer, at teaterforsyningen lige nu arbejder på et tilbud til det lokale erhvervsliv og deres personaleforeninger, som måske kunne være interesserede i en god fælles oplevelse.
»Alt levende skal bredes ud. Frø skal spredes , og vi skal have kulturelle oplevelser. Ellers bliver det en fattigere verden,« konstaterer hun.
Et varieret program
Lene Lerche tilføjer, at tearterforsyningen altid forsøger at sammensætte programmet, så der både er humor, klassiske opsætninger, noget for børn og gerne en musical.
Denne sæson byder da også på folkekære Ulf Pilgaard i et talkshow med Lukas Birch, hvor Ulf udfordres både komisk og alvorligt.
Senere i november forestillingen ”København” fra Det Kongelige Teater. I foråret kommer Sigurd Barrett forbi og fortæller om naturvidenskab for de mindste.
Der bliver også plads til en musical. Det er ”Pianoman’en fra New York – 50 år med Billy Joel”, som leveres af Musical Danmark.
Sidst men ikke mindst skal nævnes forestillingen ”Eksmænd” fra Folketeatret – en humoristisk fortælling med de to kendte skuespillere Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard.
Tilbud til unge
Mette Andersen nævner, at man som noget nyt i år sammen med kulturforsyningen har arbejdet med at få det unge publikum i tale.
»Som man kan se på os, så er vi ved at være lidt grå i toppen, og vi vil så gerne se flere unge mennesker til vores forestillinger. Vi har derfor kontaktet en del ungdomsuddannelser i området med et godt tilbud, og vi har fået flere gode kontakter. Vi håber, det bærer frugt de næste år,« siger Mette Andersen.
ear