Galleri Julius-fernisering og kulturhistorisk mindeanlæg på Vestermølle
Torsdag 22. september kl. 16.30 holder Vestermølle Møllelaug fernisering på en udstilling af bladtegner Julius' værker og i forlængelse heraf overrækkes donationer til Møllelaugets fortsatte arbejde for et mindeanlæg for Kirstine og Anders Nielsen.
Torsdag 22. september kl. 16.30 holder Vestermølle Møllelaug fernisering på en udstilling af bladtegner Julius’ værker gennem mere end 50 år, og i forlængelse heraf overrækker et samarbejde af landboforeninger i Østjylland og på Samsø samt Mejeriforeningen donationer til Møllelaugets fortsatte arbejde med formidling af politisk og erhvervsøkonomisk danmarkshistorie med udgangspunkt i landmandsparret Kirstine og Anders Nielsen, som fra 1885 og fem årtier frem prægede landbruget, andelsbevægelsen og Danmark – og trækker spor til udviklingen også i dag.
Pengene skal bruges til etablering af et kulturhistorisk mindeanlæg i Vestermølles have med udgangspunkt i Kirstines og Anders’ virke. Indbudte kunstnere indbydes til at konkurrere om et kunstværk ud fra den folkelige, politiske og erhvervsøkonomiske udvikling, der ligger bag dagens velfærdssamfund.
Mindeanlægget, der også omfatter en vandresti omkring mølledammen, er tegnet af landskabsarkitekt Kræn Ole Birklund.
Sammen med fagfolk tilknyttet Københavns Universitet og Syddansk Universitet er Møllelauget i gang med at udvikle en permanent historisk udstilling, der får plads i Vestermølles hovedbygning sammen med et blivende Galleri Julius.
Dagen efter ferniseringen, fredag 23. september kl. 16-21, er der i anledning af Kulturaften Skanderborg fri adgang til at se udstillingen og høre om planerne for mindelund og museum på Vestermølle.
bo