Mere end 10 år som gøgler på Sølund Musik-Festival: »Der er so much love«
David Skunk vender år efter år tilbage til Sølund Musik-Festival som gøgler og humørspreder. Det giver ham så meget igen.
David Skunk kommer slæbende med et støvsugerhoved langs asfalten på Sølund. Lidt senere ligger det på hans cykel, som han kommer rundt på pladsen til Sølund Musik-Festival på.
Jeg bliver ladet op af at komme her, fordi jeg får så meget tilbage.
På hovedet har han en brun hat.
David Skunk, der til daglig bor i Aarhus-området, er gøgler, klovn og one-man-big-band. Han optræder også med sit Circus Skunk.
På Sølund Musik-Festival kalder han sig for en Walk Around, som kort sagt har til formål at skabe god stemning på pladsen.
»Det er mit yndlingsjob. Der er so much love herude,« siger David Skunk om Sølund Musik-Festival.
Gøgleren, som oprindeligt stammer fra Los Angeles, har været gøgler på Sølund Musik-Festival mellem 15 og 20 år. Han husker ikke det præcise antal år. Kun at han elsker at bevæge sig rundt mellem festivalgæsterne på Sølund.
»Jeg bliver ladet op af at komme her, fordi jeg får så meget tilbage,« lyder det fra David Skunk.
Uddøende race
Der er ikke længere mange som David Skunk. Det er han godt klar over.
Han finder ikke nær så meget inspiration i hverken Danmark eller internationalt, som han gjorde tidligere.
Da han kom til Europa i 1970’erne var der langt flere, der gøglede som ham selv.
»Men vi er en uddøende race. De unge kommer ikke ud på den her måde længere,« siger David Skunk.