Ler på skemaet på ny højskole i Ry
Som noget nyt udbyder Rys keramiske samlingspunkt, LerKalaset, en uges sommerhøjskole med leret i centrum.
Ifølge Marie afspejler tidens store efterspørgsel på keramikkurser et behov for at komme ned i tempo og fordybe sig i noget meningsfuldt
»For ved at skabe noget i samme rum som andre med samme lidenskab for ler, opstår der et fællesskab om dette noget, om noget meningsfuldt udenfor os selv. For mig er keramikken en væren og en proces, der giver mulighed for at vokse som menneske og kunstner,« udtaler hun i en pressemeddelelse.
Marie Fuglsbjerg Zand er LerKalasets ophavskvinde og daglige leder.
Hun har baggrund i fri- og højskoleverdenen. Så da et værkstedsmedlem efterspurgte et intensivt sommerkursus, bryggede Marie videre på ideen og føjede klassiske højskoleelementer som inspirationsoplæg, morgensamling og fællesskab til ’keramikpillen’. Udover masser af faglige og sociale input er det dog stadig keramikværkstedets rige muligheder for fordybelse i lerets forunderlige verden, som er udgangs- og omdrejningspunkt i det nye højskoleinspirerede sommerkursus, fortæller Marie.
Ler entusiaster i juli
Den sidste uge i juli indtager det første hold ler-entusiaster således den nye sommerhøjskole i keramikværkstedet på Boeletvej 29 i Ry. Sammen og side om side vil de få inspiration og lejlighed til at arbejde fokuseret med det særlige og fascinerende materiale, som ler er.
Fra den lyse morgen til den sene sommeraften kommer de på opdagelse i eget keramiske potentiale, men i modsætning til et traditionelt højskoleophold foregår overnatning hjemme. Hvis man da ikke har booket et ophold på et af Rys gode hoteller eller campingpladser.
Også for nybegyndere
Nybegyndere tages i hånden og hjælpes i gang. De mere øvede får sparring på eget formsprog og fif til videre udvikling. I løbet af ugen får kursisterne undervisning i forskellige formgivningsteknikker som drejning, modellering, pladeteknik og kurinuki samt glasering og dekorationsteknikker.
Værkstedets velassorterede råstof-lager inviterer til udvikling af spændende og anderledes glasurer, og alle deltagere får mulighed for at lære at fylde og starte keramikovn.
Sommerens lerhøjskole på LerKalaset i Ry tilbyder dermed en mulighed for at dykke ned i de processer, der til sammen udgør fremstilling af keramik. Fra formgivning og glasering til de færdigbrændte emner. Hovedsagen er lysten til at komme i flow sammen med andre keramiknørder med samme optagethed af ler som materiale.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
sø