Klimaet kalder: Hotel Democracy med Esther Kjeldahl og Jesper Theilgaard
Hotel Democracy kalder til Grundlovsfest 5. juni med taler og sang på Himmelbjerget.

»Fælles om at løse klimakrisen« er temaet, når folkene bag Hotel Democracy 5. juni kalder til Grundlovsfest på Himmelbjerget. Hovedtalerne er Jesper Theilgaard og Esther Kjeldahl, og de får selskab på talerstolen af elever fra Ry Højskole.

Klimaproblemerne kan kun løses, hvis vi er fælles om det. Og netop fællesskabet og den levende samtale om demokratiet er som altid i fokus på vores Grundlovsfest
»Klimaproblemerne kan kun løses, hvis vi er fælles om det. Og netop fællesskabet og den levende samtale om demokratiet er som altid i fokus på vores Grundlovsfest,« lyder det fra folkene bag Hotel Democracy i en pressemeddelelse.
Ry Højskoles band leverer velklingende og rytmisk akkompagnement til de mange sange fra Højskolesangbogen, som også er en vigtig del af Grundlovsfesten. Sangene er til dagen samlet i et sanghæfte, og heri er et miks af velkendte og nye sange – alle med relevans for temaet.
Meget på hjerte
Med forfatter og klimaaktivist Esther Kjeldahl og meteorolog Jesper Theilgaard som hovedtalere, har Hotel Democracy fat i to af de vigtigste klimastemmer lige nu.

»Vi er rigtig glade for, at de to store kapaciteter vil tage temaet under behandling på hver sin måde. Jesper er meteorologen, formidleren og den faglige ekspert, og Esther er filosoffen med den stærke og vedkommende røst i klimadebatten. Tilsammen kan de både oplyse os og give og stof til eftertanke og handling,« forklarer Marianne Purup, fra Foreningen Søhøjlandet/Greenways.dk, der sammen med folk fra Ry Højskole, bibliotekerne i Skanderborg kommune og Museum Skanderborg udgør Hotel Democracy-gruppen.
Grundlovsfesten på Himmelbjerget begynder kl. 10, men allerede fra kl. 9 er der kaffesalg i boden. Arrangementet er gratis.
Hotel Democracy’s Grundlovsfest bliver til takket være støtte fra Skanderborg Kommunes Kulturpulje og et sponsorat fra Kvickly i Ry. Blandt de frivllige, som giver en hånd med, er Ry Borgerforening og Soroptimisterne fra Skanderborg.
bo