Efter 7000 timers frivilligt arbejde: Nu er minigolfbanen klar til indvielse
Galten-Skovby Minigolf-anlæg indvies lørdag 21. maj.

»Drømmen om vort unikke minigolfanlæg lod sig kun realisere i kraft af langt mere end 7.000 timers frivilligt arbejde, masser af støtte fra lokale virksomheder, fonde og Skanderborg kommune. Vi kan nu indvie det helt særlige anlæg, som allerede i dag benyttes af foreningens mere end 200 medlemmer. Vi glæder os til at holde indvielsesfest og vise anlægget frem.«
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra en glad Thomas Drivsholm, formand for Galten-Skovby Minigolf, der ser frem til den officielle indvielse af anlægget lørdag 21 maj kl. 9.45.
»Galten-Skovby Minigolf-anlæg opfylder internationale standarder, og Danmarksmesterskabet i minigolf vil blive afholdt på vores nye anlæg ved Klank Idrætscenter i september 2022. To lokale arkitekter, Gitte Sauer og Arne Nielsen, har en stor del af æren for, at vi kan fremvise et meget smukt anlæg velintegreret ved idrætscenteret,« tilføjer han.
Indvielsen markeres med taler af Thomas Drivsholm, Leif Meitelberg, formand for Dansk Minigolf Union samt borgmester Frands Fischer.
Under indvielsen afvikler en minigolf ”sponsor match”, hvor sponsorer vil få lejlighed til at teste anlægget og egne færdigheder i minigolfspillet.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
sø