Klimamøde på Alken Mejeri
Miljøforeningen Dover Sogn vil sammen med NOAH kigge nærmere på lokalområdet.

Miljøforeningen Dover Sogn inviterer til møde onsdag 26. januar kl. 19 på Mejeriet i Alken, hvor NOAH vil fortælle mere om deres arbejde, og Miljøforeningen Dover Sogn vil give en status på foreningens arbejde.
NOAH er en del af det globale netværk Friends of the Earth og arbejder blandt andet for den nødvendige omstilling af lokale og globale produktions-, transport- og forbrugsmønstre, og de arbejder for, at landbruget fremover skal producere sunde og bæredygtige fødevarer, samtidig med at biodiversitet, vandkvalitet og jordfrugtbarhed forbedres.
Miljøforeningen Dover Sogn vil sammen med NOAH kigge nærmere på lokalområdet.
»Med klimamødet ønsker vi at sætte fokus på vore lokale muligheder for at understøtte Skanderborg Kommunes ambitiøse klimaprogram, der gennem medlemskabet af klimapartnerskabet DK2020 forpligter sig på at omsætte Paris aftalen til konkret handling,« fortæller Ann Gertrud Bertelsen, bestyrelsesmedlem af Miljøforeningen Dover Sogn i en pressemeddelelse.
Klimapartnerskabet blev lanceret af borgmester Frans Fischer i efteråret 2021 og i samme forbindelse efterspørger Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget i UgeBladet 29. september 2021:
»Vi har brug for, at alle gode kræfter er med til at løfte opgaven. I Skanderborg har vi flere landsbyer, der virkelig rykker på klimadagsordenen og er med til at vise vejen. Vi har også lokale virksomheder, der er langt fremme med at forene grønne forretningsmodeller med en sund forretning. Med partnerskabet kommer vi i endnu højere grad til at invitere ind til samarbejde om konkrete reduktioner.«
»Klima- og miljøspørgsmål berører rigtig mange mennesker i disse år, og vi vil i Miljøforeningen også gerne styrke samarbejdet med andre lokale initiativer. Vi ønsker som beboere i her området at have indflydelse på det miljø der omgiver os, og det har vi størst chance for at få, hvis vi samler kræfterne,« udtaler Ann Gertrud Bertelsen.
Deltagelse er gratis, og der kan købes drikkevarer.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
gs