De hygger, snakker og slapper af: Krea-klub i Højvangen giver beboere et nyt mødested

Beboerne i Afd. 39 i Skanderborg Andelsboligforenings afdeling 39 har fået et nyt mødested i form af en ugentlig krea-klub på Poul la Cours Vej 13.

Artiklens øverste billede
Connie og Iben stryger de store perleplader. Foto: Charlotte Strandgaard

Koncentrationen er dyb, mens farvestrålende perler placeres præcist på pladerne. Alligevel kan der snakkes på tværs af bordet, hvor Marie, Connie og Iben sidder med hver deres perleprojekt.

Rikke er også mødt op denne torsdag i den nye Krea-klub på Poul la Cours Vej 13 i stuen. Men hun hygger sig bare og snakker med de andre. For det er det vigtigste – at hygge sig og møde andre beboere.

Det er afdelingsbestyrelsen i Afd. 39, der står bag krea-klubben, som nu har kørt i tre måneder hver torsdag. Lejligheden blev også før renoveringen brugt af beboere, men nu hvor den står ny og fin, syntes bestyrelsen, at der skulle ske noget helt nyt.

Det er afdelingsbestyrelsen i Afd. 39, der står bag krea-klubben, som nu har kørt i tre måneder hver torsdag. Foto: Charlotte Standgaard



Det er så sjovt at, man kan lave alt. Kun fantasien sætter grænser. Man skal bruge både sine hænder og øjne, og det er hyggeligere at sidde her sammen med andre end alene hjemme hos mig selv

Marie, Connie og Iben, initiativtagere til krea-klubben

»Jeg havde gået og tænkt på, om man kunne lave en strikkeklub, men da vi kom til at snakke om det, blev vi enige om, at man kunne lave alt muligt kreativt her,« fortæller Marie, der ligesom Connie også har stået for beboerhaverne i afdelingen.

Det var også ude i haven, at de to luftede ideen om en krea-klub for et par andre beboere, som vendte tomlen op til den. Iben havde derimod gået med tanker om et kreahold for børn. En drøm, der ikke helt er lagt på hylden.

»Hvis der skulle komme nogle frivillige, der har lyst, kan vi måske stable et børnehold på benene,« mener hun.

Kompetent hjælp

Bestyrelsen har indrettet lejligheden med borde, stole, reoler og nips, der gør lejligheden så hyggelig, at man sagtens kan spendere en hel dag og aften der.

»Vi tænkte, at vi ligeså godt kunne være her hele dagen. Der har været rimeligt mange beboere forbi her. Nogle for at drikke en kop kaffe, mens andre har haft nogle omsynings-projekter med, som vi har hjulpet lidt med,« fortæller Marie og Iben, der som de andre initiativtagere er enige om, at Krea-klubben er kommet godt fra start.

Råd og vejledning

Bestyrelsen har investeret i en symaskine, som man kan bruge i Krea-klubben. Og så er der endda kompetent hjælp lige i nærheden. Marie er nemlig uddannet syerske, mens Connie har arbejdet på en systue i mange år.

»Vi hjælper meget gerne med råd og vejledning,« siger Connie mens hun fremviser flotte perlearbejder, der er blevet til på krea-torsdagene. Mange er lavet i hamas-perler, mens andre er 5d-diamanter påsat smukke billeder på lærred.

»Der er nogle ting som for eksempel 5d-diamanter og stof til at sy, som man selv skal medbringe. Men vi har hamas-perler, maling, lidt garn, papir og farver og rainbow-looms,« fortæller hun videre.

God afslapning

Det er tydeligt, at kvinderne nyder at være kreative sammen.

»Jeg slapper af ved det,« siger Iben, mens de to andre heller ikke kunne undvære det kreative.

»Det er så sjovt at, man kan lave alt. Kun fantasien sætter grænser. Man skal bruge både sine hænder og øjne, og det er hyggeligere at sidde her sammen med andre end alene hjemme hos mig selv,« understreger Marie.

Kom til kaffe

Krea-klubben har betydet, at kvinderne kommer mere ud, end de ellers ville have gjort.

»Ja, jeg kommer i hvert fald mere ud nu,« siger Connie, og Marie stemmer i:

»Jeg sidder ikke så meget hjemme og keder mig mere, og jeg får snakket med flere mennesker,« siger Marie.

Endelig opfordrer alle tre til, at man kigger ned om ikke andet så for at drikke en kop kaffe.

»Det er bestemt ikke et krav, at man er kreativ. Der kommer for eksempel et par mænd her, og de vil bare snakke og være her,« siger Iben.

Læs også

Del artiklen