Smukfest vender stærkt tilbage

Indehavere af et Smukfest-armbånd kan se frem til det hidtil dyreste musikprogram, bedre scener og flere oplevelser

Artiklens øverste billede
»Efter to års aflysning er jeg selv og mange andre, jeg har talt med, blevet meget mere bevidste om, hvad musikfestivalerne egentlig betyder for os. Vi kommer nok til at skønne mere på at kunne være sammen på den måde igen,« siger Søren Eskildsen. Billedet er fra koncerten med Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen på Smukfest i 2019. Foto: Per Lange

»Jeg tror aldrig, vi har glædet os så meget til en festival som til den kommende Smukfest.«

Talsmand for Skanderborg Festival Klub, Søren Eskildsen, står midt i Dyrehaven i Skanderborg en råkold decemberdag.

De høje bøgetræer har smidt bladene, som er blæst sammen i store bunker. Ud over os – og en skovarbejder, der med en avanceret maskine tynder ud i en gruppe unge træer – er »Danmarks festligste skov« helt øde. Søren Eskildsen ser frem til, at de grønne trækroner til sommer igen skal bades i projektørlys – og til at tusindvis af forventningsfulde festivaldeltagere indtager skoven.

Vi vil gerne give vores gæster en oplevelse af at komme hjem til noget, de kender og har savnet helt vildt meget i den her mærkelige tid, vi har været igennem.

Søren Eskildsen, talsmand, Skanderborg Festival Klub

»Som mennesker har vi det jo nok med at tage mange ting for givet – lige til vi mister dem. Efter to års aflysning er jeg selv og mange andre, jeg har talt med, blevet meget mere bevidste om, hvad musikfestivalerne egentlig betyder for os. Vi kommer nok til at skønne mere på at kunne være sammen på den måde igen,« mener han.

Ganske vist befinder vi os midt i en kulturel nedlukning, som på mange måder minder om situationen sidste vinter. Søren Eskildsen frygter dog ikke, at historien også gentager sig til sommer med et forsamlingsforbud, som i praksis vil forhindre gennemførsel af de store musikfestivaler.

Frustrationen ulmer

»Vi kunne jo i sommer konstatere, at det var muligt at være rigtig mange sammen til fodbold-EM og store koncerter som f.eks. Minds of 99 i Parken, uden at det gav en mærkbar smittespredning. Smukfest kunne efter vores bedste overbevisning også sagtens have været afholdt,« siger talsmanden.

Fem måneder er gået, siden erstatningsarrangementet Småfest i form af en række endagsfestivaler med hver 1.000 deltagere blev gennemført i Skovlunden i udkanten af skoven. Selv om minifestivalerne ifølge talsmanden var meget vellykkede, ulmer frustrationen over Smukfest-aflysningen stadig.

»For os, som er ansat i den her klub, er det jo dybest set kun en uges festival i begyndelsen af august, vi arbejder frem mod. Når den nu to gange er blevet aflyst, så har man en stærk følelse af at have arbejdet forgæves.«

Fest på p-pladsen

Folk med et Smukfest-armbånd i gemmerne kan se frem til flere fysiske forandringer ved Smukfest 22. Nye korridorer gennem skoven skal gøre det nemmere at flytte store menneskemængder mellem scenerne. Sherwood-scenen ved shuttle-bussernes ankomstområde bliver opgraderet, så den kan tage større forsamlinger og måske blive et sted, hvor festen vil fortsætte ud på de små timer.

»Der er i det hele taget gjort meget logistisk for at forbedre gæsternes oplevelse – helt ned til at løfte barernes forsyningskæder, så man altid vil kunne få en white russian.«

Det bliver det hidtil dyreste og lidt over det program, vi præsenterede sidst. Det betyder meget for vores gæster, at de kan opleve nogle af de helt store internationale kunstnere på Smukfest.

Søren Eskildsen, talsmand, Skanderborg Festival Klub

Den gode nyhed til de gæster, som to år i træk har måttet lægge nye planer for de reserverede dage i august, er, at der nu i tre år er blevet arbejdet på at forbedre helhedsoplevelsen.

»Det bliver en cru op på en lang række områder. F.eks. arbejder vi på at få alle de oplevelser, som ligger ud over musikken, til at fylde endnu mere. Nogle af de oplevelser, som normalt er inde på festivalpladsen, skal helt ud til parkeringsområderne, så gæsterne allerede der fornemmer, at de er ankommet til Smukfest,« forklarer Søren Eskildsen og tilføjer:

»Folk skal kunne mærke, at vi har brugt ventetiden godt.«

Søren Eskildsen, talsmand for Skanderborg Festival Klub, har aldrig glædet sig så meget til en festival som til Smukfest 2022, og han frygter ikke, at årets festival i skoven bliver aflyst som i 2021 og 2020. Foto: Joachim Ladefoged

Bedre shows

Vi fortsætter vandreturen gennem skoven, hvor alting syner i mindre skala, end når den er pyntet op til fest med scener, barer og restauranter. Søren Eskildsen udpeger undervejs mellem de høje grå stammer lokationen for flere kendte udskænkningssteder – bl.a. Silhuet Bar og Woodstock Bar – inden den nye Bøgescene kommer til syne.

Med stensætning og lågen til Walthers hule i midten ligner den i bund og grund den gamle. Men nok så væsentligt – den er rykket 45 m tilbage, forstærket og udvidet, så den kan tage større og tungere produktioner.

»Rihannas fulde produktion i 2016 vejede 60 tons, men vi kunne kun gøre brug af de 12, fordi scenen ikke kunne bære det. Resten stod stadig ude på lastbilerne. Nu kan vi give publikum den helt perfekte oplevelse.«

Publikumsområdet foran scenen er udvidet, så der kan være omkring 10.000 flere, så op mod 40.000 vil nu ifølge Søren Eskildsen kunne se til scenen under de mest besøgte koncerter.

»Jeg glæder mig helt vildt til premieredagen, hvor Justin Bieber skal spille om aftenen. Det bliver den første test af, hvordan den nye scene, delay-tårne og hele området fungerer.«



Smukfest blev i 2021 til en række endagsfester, Småfest, med 1.000 deltagere pr. dag. Foto: Casper Dalhoff

Det dyreste program

Skanderborg Festival Klub lægger trods økonomiske udfordringer under coronapandemien op til, at genåbningsfesten skal blive helt ekstraordinær. Med dyre artister som f.eks. Justin Bieber løber udgifterne også op, og musikprogrammets budget tegner til at lande på omkring 55 mio. kr.

»Det bliver det hidtil dyreste og lidt over det program, vi præsenterede sidst. Det betyder meget for vores gæster, at de kan opleve nogle af de helt store internationale kunstnere på Smukfest, og vi er både glade og taknemmelige for, at vi har kunnet indfri nogle af deres store ønsker,« siger Søren Eskildsen.

»Vi vil gerne give vores gæster en oplevelse af at komme hjem til noget, de kender og har savnet helt vildt meget i den her mærkelige tid, vi har været igennem.«

Programmet kommer til at indeholde i omegnen af 180 bands og artister. Ifølge Søren Eskildsen har festivalens bookere dog haft deres hyr med at lande kontrakterne med både danske og udenlandske navne.

»Det er et meget specielt marked. I lang tid har der fra artisternes side været en meget stor velvilje i forhold til at optræde her. Rigtig mange vil gerne af sted, men der er også en meget stor usikkerhed. Hvad nu hvis vi igen bliver lukket ned?«

På det danske marked kom der først for nylig hul igennem.

»Da aftalegrundlaget først kom på plads, så begge parter kunne indgå aftaler på et trygt og sikkert grundlag, kom der nærmest en ketchupeffekt. Det er årsagen til, at vi den seneste tid har præsenteret en del dansk musik, og vi kommer til at se mere – både nyt og gammelt.«

Debut til tre årgange

En anden corona-afledt abnormitet har givet bookerne en ekstra udfordring. Normalt præsenterer Smukfest noget af det seneste års nye musik fra vækstlaget, men med to aflysninger har mange nye grupper endnu ikke fået deres festivaldebut.

»Vi står til sommer med tre årgange af nye artister, som skal have deres Smukfest-debut og blive en del af den festivalkultur, vi har her i landet. Det bliver lidt af en opgave, men rigtig mange af dem får nu chancen,« lover Søren Eskildsen.

Ligesom unge musikere skal opleve at stå på scenen for første gang, er der også nye årgange blandt publikum, som kræver arrangørens opmærksomhed.

»Også her venter tre årgange på at blive introduceret til vores univers og blive en del af den store fest, hvor man har det sjovt med respekt for hinanden. Der hviler et stort ansvar på os for, at det kommer til at ske på en god og tryg måde.«

»De skal have noget ud over det sædvanlige, fordi der er noget, som er blevet taget fra dem. Da vi holdt Småfest i sommer, og en dag var reserveret til de unge, kunne vi se, hvad det har betydet. Det var fantastisk at se dem feste og være så glade.«

En arena for afløb

Selvforståelsen i hovedkvarteret på Birkevej i Skanderborg og hos de 15.000 frivillige er, at Smukfest er god for sjælen og derfor en naturlig del af genåbningen og den samfundsmæssige helingsproces efter pandemien.

»Coronaen har skabt afstand, og samfundet har brugt milliarder af kroner på at skille os ad, men nogen skal samle os og de årgange, som er gået glip af så meget. Der har vi som festivalarrangører en vigtig opgave,« mener Søren Eskildsen og fortsætter:

»Vi kan noget i forhold til at bringe folk sammen og få fysisk kontakt, fællesskab og kærlighed tilbage mellem mennesker – krammet, kysset og det at være sammen.«

Historisk har tiden efter store epidemier ifølge Søren Eskildsen været kendetegnet ved et stort behov for at feste og nyde den genvundne frihed.

»Efter Den Spanske Syge, hvor meget var mere forfærdeligt end under denne pandemi, kom de brølende 1920’ere, som i den grad var en forløsning for samfundet, og hvor folk skulle ud og være sammen igen.«

»Der havde selvfølgelig også været en verdenskrig, men kigger man på pandemiens historie, så kommer der et behov for forløsning og at være sammen igen – en sund løssluppenhed. Der er vi som festivalarrangører klar til at tage imod og tilbyde den arena, hvor man kan få det afløb,« siger han.

Privilegeret situation

Skanderborg Festival Klub appellerede efter den første aflysning i 2020 til, at publikum beholdt deres billetter, som så ville gælde til Smukfest 21 i stedet, fordi en storstilet tilbagebetaling ville være kritisk for klubbens likviditet. Det skete, og 97 pct. af indehaverne af partoutbilletter og 81 pct. af indehaverne af endagsbilletter valgte også sidste år at gemme deres armbånd til 2022. Derved har klubben undgået at skulle tilbagebetale et stort millionbeløb.

For at sikre festivalens fremtid har klubben belånt sine ejendomme og jordbesiddelser, og med garantier fra både Vækstfonden og banken samt muligheden for at låne 5 mio. kr. af Skanderborg Kommune har klubben ifølge Søren Eskildsen de nødvendige reserver til at klare sig igennem krisen.

»Vi har været i en privilegeret situation, hvor det har været muligt at skabe det nødvendige kapitalberedskab, så vi har kunnet navigere og betale enhver sit,« forklarer han.

Desuden har der været stor usikkerhed om, hvornår pengene fra hjælpepakkerne ville falde, og også hvor mange penge, klubben ville kunne få.

»En del af pengene er kommet. De allersidste udbetalinger fra hjælpepakken 2020 skulle være lige på trapperne. Der har først lige været deadline for ansøgninger efter aflysningen i 2021, så det ligger et stykke ud i fremtiden,« fortæller Søren Eskildsen.

Sorte T-shirts er væk

En stor del af de penge, som klubben stadig mangler, skal primært sendes videre til underleverandører, hvoraf mange er specialiserede og i vid udstrækning baserer deres forretning på at levere til Smukfest og andre festivaler.

»Vores bekymring lige nu er, at hele den underskov af enkeltmandsvirksomheder, tekniske leverandører af alt muligt – populært sagt sorte T-shirts – har skiftet branche eller er hoppet tilbage til deres gamle håndværk og er blevet smede eller tømrere igen, fordi de skal skaffe smør på brødet til deres familier,« fortæller Søren Eskildsen.

»De havde en lille, sofistikeret virksomhed, som var et afgørende tandhjul i vores maskine. Nu er vi i den situation, at vi må finde deres ydelser andre steder. Måske i ekstreme tilfælde endda i udlandet,« siger han.

»Som organisation har vi indstillet os på, at det bliver meget sværere i fremtiden. Tidligere var det bare genbrug af planen fra sidste år, men sådan er det slet ikke mere.«

Den sejeste flok

Et andet stort spørgsmål har trængt sig på. Hvordan holder man humøret oppe hos de 15.000 frivillige, når der ikke er nogen festival to år i træk? Og ville de frivillige sive væk? Festivalledelsen har dog kunnet ånde lettet op.

»Vi er meget taknemmelige for, at der ikke har været noget ekstraordinært frafald, og har fået sat en stor fed streg under vigtigheden af at holde hånden under samarbejdet og samværet, for det er blevet mere nødvendigt end nogensinde tidligere.«

»Engagementet hos de frivillige er der stadig, og de brænder i den grad for at lave den fedeste festival nogensinde. Der er et kæmpe ønske om at vise, at nu er vi tilbage på banen, og det giver også os, som har siddet med hovedet oppe i krisehåndteringen, et enormt energi-boost. Vi må konstatere, at vi har den sejeste flok i verden til at løfte vores festival.«

Søren Eskildsen er overbevist om, at engagementet vil blive omsat til masser af gode publikumsoplevelser til august, hvor han selv på åbningsdagen vil gøre noget, han aldrig tidligere har gjort.

»Jeg vil stille mig i et hjørne ved Bøgescenerne og bare betragte, hvordan publikum tager imod frugten af de mange måneders arbejde.«

»Og så kender jeg mig selv godt nok til, at jeg sikkert også bliver lidt rørt over, at vi nu er sammen igen.«

Læs også

Del artiklen