Skanderborg Slotskirke er vært for DR's Julegudstjeneste

Skanderborg Slotskirke danner rammen om DR’s direkte transmissioner på TV fra julegudstjenester 24. og 25. december.

Artiklens øverste billede
Skanderborg Slotskirke danner rammen om gudstjenesten på DR1 24. og 25. december. Foto: Line Høi

Skanderborg Slotskirke og to af byens kendte personligheder får store roller ved dette års tv-transmitterede julegudstjenester på DR. Skanderborg Slotskirke har nemlig fået hovedrollen som ramme om DR1’s julegudstjeneste juleaftens dag kl. 14.45 og juledag kl. 10.00.

Det giver både mulighed for at vise vores smukke Slotskirke til resten af Danmark, og samtidig får alle Skanderborgensere lejlighed til at deltage i en lokal gudstjeneste – enten ved selv at komme fysisk i kirken eller at se med hjemme fra stuen

Laura Gylden-Damgaard, provst

»Det glæder vi os rigtig meget over, for det giver både mulighed for at vise vores smukke Slotskirke til resten af Danmark, og samtidig får alle Skanderborgensere lejlighed til at deltage i en lokal gudstjeneste – enten ved selv at komme fysisk i kirken eller at se med hjemme fra stuen. Ofte er lokalt tv lidt mere vedkommende, fordi man kan kende folk og omgivelser,« lyder det fra provst Laura Gylden-Damgaard, der er prædikant juleaften i Slotskirken, mens Kristian R. Skovmose står for DR-gudstjenesten i Slotskirken 25. december.

Ny provst og sognepræst i Skanderborg Sogn, Laura Gylden-Damgaard, er prædikant, når DR sender live fra gudstjenesten juleaften fra Skanderborg Slotskirke. Foto: Line Høi

Sommer og Verge

Anders Laugesen og Sofie Østergaard fra DR1 byder velkommen til juleaftensgudstjenesten udenfor Skanderborg Slotskirke, hvor årets juleprædikant er Laura Gylden-Damgaard.

De to værterne får besøg af en mand, der om nogen har sat ’8660 Skanderborg’ på landkortet – nemlig sangeren Peter Sommer og hans kone, forfatteren Marianne Verge. Undervejs vil Peter Sommer blandt andet byde på sin nye julesang, og også synge nummeret ’8-6-6-0’.

De to værter arrangerer også et engleværksted på stedet, som børn og barnlige sjæle har mulighed for at deltage i. Der er desuden mulighed for allerede nu at sende et billede af englen på juletræet, den hjemmeklippede engel eller din helt særlige juleengel ind til engleværkstedet via dr.dk/jul2021.

Ud over julegudstjenesten fra Skanderborg Slotskirke sender DR sammenlagt 10 gudstjenester fra kirker over hele landet i perioden fra 24. december til 2. januar. Derudover viser DR1 traditionen tro også midnatsmessen fra Peterskirken i Rom julenat.

bo

Læs også

Del artiklen