Ny direktør for Kultur og Borgerservice i Aarhus er fra Skanderborg

50-årige Charlotte Storm Gregersen fra Skanderborg er ny direktør for magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

Artiklens øverste billede
Charlotte Storm Gregersen bor til dagligt i Skanderborg. Foto: Per Bille

50-årige Charlotte Storm Gregersen bliver ny direktør for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune. Hun afløser Kirsten Jørgensen, der har valgt at gå på pension efter 16 år i jobbet.

Aarhus Byråd fulgte en indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg, og Charlotte Storm Gregersen blev udvalgt blandt 15 ansøgere til jobbet.

Det er en drømmestilling. Kultur-og fritidslivet har en afgørende betydning for aarhusianernes hverdag, sundhed og bystolthed, så det er et kæmpe ansvar at stå spidsen for denne magistratsafdeling

Charlotte Storm Gregersen

»Vi har i Charlotte Storm Gregersen fundet en ny direktør, som kan stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Aarhus som attraktiv kulturby med en bred vifte af kultur og fritidstilbud. Hun kommer med masser af erfaring, en stærk faglighed og en stor evne til at samarbejde. Jeg er sikker på, at Kultur og Borgerservice med hende i spidsen vil udvikle sig yderligere til glæde for alle aarhusianere« lyder det i en pressemeddelelse fra rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV).

»Drømmestilling«

Charlotte Storm Gregersen er uddannet cand.oecon i nationaløkonomi fra Aarhus Universitet. Tidligere har hun været økonomichef i magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, ansat i Kommunernes Landsforening og i Finansministeriet. Senest kommer hun fra en stilling som økonomidirektør i Region Syddanmark

»Det er en drømmestilling. Kultur-og fritidslivet har en afgørende betydning for aarhusianernes hverdag, sundhed og bystolthed, så det er et kæmpe ansvar at stå spidsen for denne magistratsafdeling. Det er derfor med lige dele glæde og ydmyghed, at jeg ser frem til at begynde i jobbet,« siger den kommende direktør.

Charlotte Storm Gregersen bor i Skanderborg og er gift med Niels, som hun har børnene Rasmus (22 år), Mads (19 år) og Jeppe (13 år) sammen med. Fritiden bliver ofte brugt sammen med familie og venner, på familiens båd eller med en løbetur i naturen. Hun benytter sig gerne af musiktilbud, kunst og kultur og har i 15 år været frivillig til Smukfest.

Læs også

Del artiklen