Både børn og voksne var på gaden til Sort nat
Aktiviteter i butikker og på gaden helt til klokken 22 i fredags.

Der var rigtig mange mennesker på gaden og ligeså god stemning, da Skanderborg City holdt Sort Nat i fredags.
Arrangementet levede i sandhed op til sit navn ikke mindst efter mørkets frembrud i Adelgade.
Lukket for trafik
Der var livlig aktivitet og pyntet op i gadebilledet blandt andet med fakler og diverse (u)hyggelige Halloween-effekter rundt omkring i både butikker og ved boder i gaden.
Traditionen tro blev Adelgade lukket for kørende trafik, og i år var det ekstra festligt på grund af de politiske partier, der indtog gadehjørnet ved Møllegade/Adelgade og ved Kulturhuset.

Bål og grillpølser
I anledning af det forestående kommunalvalg bød kandidater fra de politiske partier nemlig på smagsprøver både på fysiske lækkerier såvel som mulighed for at få lidt politisk tale at varme sig på.
Der var en herlig lugt af bål, grillpølser og pandekager i gaden, hvor der også blev budt på specialunderholdning som eksempelvis kaninhop.

Ung aften
Inde i Kulturhuset var Ung Aften med aktiviteter som tvekamp i sumobryder-dragter, bordfodbold, lækker musik og med mere.
Det var Skanderborg Kommunes Biblioteker, Kulturskolen Skanderborg og Skanderborg Ungdomsskole, der stod bag arrangementet Ung Aften.
Butikkerne holdt åbent til klokken 22 med tilbud, konkurrencer og personale, som fik sig en hyggesnak med kunder.
