Laboratoriet for kreative hoveder og hænder

Ungdomsskolen åbner dørene for alle, der vil bruge stedets værksteder

Artiklens øverste billede
Krea-Lab har åbent på Finlandsvej 5 i Skanderborg hver tirsdag mellem klokken 15-18.30. Foto: Erland Rasmussen

»Det er bare hyggeligt at være sammen med andre, og så er der jo både værktøj og redskaber her, som man slet ikke råder over hjemme«.

Sådan lyder det fra Malene Andersen, Stilling, som er taget til Åbent Krea-Lab på Skanderborg Ungdomsskole.

Tre generationer

Danne gang er tre generationer af familien Andersen repræsenteret i værkstedet på Finlandsvej, fordi både datteren, Amy, og Malene Andersens mor, Aase, også er med.

Det er anden gang, familien deltager. Der bliver arbejdet med både perler og ler og alle ser ud til at hygge sig gevaldigt.Åbent Krea-Lab er et helt nyt påhit fra Skanderborg Ungdomsskole. Det er Ditte Trankjær, som er underviser på Skanderborg Ungdomsskole og selvstændig designer ved siden af, der tager imod og hjælper folk til rette, og hun er meget tilfreds med antallet af besøgende indtil videre. Således var der 38 aktive brugere i gang på anden åbningsdag.

Hjælp til selvhjælp

»Konceptet er hjælp til selvhjælp. Vi holder værkstedet åbent og stiller udstyr, redskaber og maskiner til rådighed, og så betaler man blot for de materialer, man bruger«, siger Ditte Trankjær.

Mit gæt er, at mange bevæger sig mere ud efter Corona og har lyst til at gøre noget som familie

Ditte Trankjær, underviser

Hun understreger, at der ikke er nogen aldersgrænse.

»Sidst havde vi besøg i aldersgruppen fra 5-64 år. Mange kommer som familie. Mit gæt er, at mange bevæger sig mere ud efter Corona og har lyst til at gøre noget som familie«, uddyber Ditte Trankjær.

Hun konstaterer i samme åndedrag, at der heller ikke er så mange andre tilbud, der minder om det fra ungdomsskolen.

»Det her er drop-in-princippet. Vi har åbent i nogle timer på en fast dag i ugen, og det er helt uden forpligtelser. Du skal ikke melde dig til. Du kan bare komme, og så koster det ikke noget andet end materialeforbruget«, lyder det.

I Krea-Lab kan man sy, lave keramik og få tingene brændt i skolens ovn, male, lave smykker, linoleumstryk og meget andet.


Mor og datter til åbent værksted for at lave kreative ting. Fra venstre Amy og Malene Andersen. Foto: Erland Rasmussen

Gode erfaringer

På ungdomsskolen har man allerede gode erfaringer med at holde åbent for offentligheden. Åben Fab-Lab, der er et værksted med laserskærer, 3D printer, vinylskærer, CNC-fræser, storformatsprinter med mere, hvor man kan komme forbi og lave forskellige designprojekter med, blev etableret for et par år siden, og det har været godt besøgt.

Ideen kommer egentlig fra Godsbanen i Aarhus, men også i Spinderihallerne i Vejle kender man konceptet.

Viser sig frem

»Vi har vore værksteder og nogle fantastiske rammer, som vi meget gerne vil vise frem. Ud over den primære målgruppe, som er de 13-18 årige, så har Ungdomsskolen åbnet værkstederne på Finlandsvej op for andre brugere. Vi har de sidste par år haft en fast åbningsdag i vores FabLab, hvor alle aldersgrupper kommer forbi med forskellige individuelle designprojekter. Ligeledes er der en fast aftenåbning i skolens store træværksted, hvor der er mulighed for at få hjælp til store som små projekter«, forklarer Stine Brass Wonsild, afdelingsleder på Skanderborg Ungdomsskole.

Stine Brass Wonsild understreger, at alle er velkomne på de dage, Ungdomsskolen holder åbent hus i de forskellige værksteder.

»Man kan tage sine ideer med. Vi laver ikke tingene for folk, men vi vil gerne hjælpe og komme med ideer, ligesom vi viser, hvordan man betjener vore maskiner«, betoner Stine Brass Wonsild.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen