Trofæejendom bragt tilbage til pomp og pragt

Den omfattende renovering af den gamle politistation får arkitektpris

Artiklens øverste billede
Finn Damgaard fra Damgaard Ejendomme A/S har fået arkitekturpris for den omfattende renovering af den gamle politistation i Adelgade. Foto: Erland Rasmussen

»Man er ikke rask, hvis man køber en fredet bygning. Men jeg ville alligevel gøre det igen«.

Sådan lyder det fra Finn Damgaard, Damgaard Ejendomme A/S, når han tænker tilbage til foråret 2018, da han købte den gamle politistation i Skanderborg.

En bygning med stor lokalhistorisk betydning, hvis oprindelige del blev bygget i 1860 og med en tilbygning fra 1920. En ejendom, der også har rummet både rådhus, byrådssal og amtsrådssal.

En kostbar omgang

Når Finn Damgaard selvironisk spøger med sin mentale tilstand i købsøjeblikket, så hænger det sammen med, at han siden sammen med arkitekt, håndværkere, konservatorer, leverandører og diverse bygningseksperter har knoklet tre et halvt år på at bringe den gamle, markante bygning tilbage til fordoms pomp og pragt.

Damgaard vil ikke nævne tal, men han lægger ikke skjul på, at det har været en særdeles kostbar omgang.

»Jeg vidste, at det ville koste penge at sætte bygningerne i stand. Derfor doblede jeg også budgettet op for at være mere sikker. Men det viste sig, at det snarere skulle have været fire doblet«, siger Finn Damgaard .

Han erkender, at det nok kommer til at betyde en noget længere periode med tilbagebetaling.

»Vi fik et ordentligt rap over nallerne, men nu har vi fået en fantastisk bygning, som man slet ikke kan prissætte«, siger Finn Damgaard.

Renovering præmieret

Renoveringen af især den indvendige del af ejendommen har været så omfattende og er udført så kompromisløst i en sådan detaljeringsgrad i forhold til det oprindelige udseende, at det er blevet bemærket i arkitektkredse. Det har netop resulteret i arkitekturpræmiering 2021 fra Skanderborg Museumsforenings Udvalg for Bygning- og Bykultur, hvis bedømmelsesudvalg har været suppleret med arkitekter udefra.

Vi fik et ordentligt rap over nallerne, men nu har vi fået en fantastisk bygning, som man slet ikke kan prissætte.

Finn Damgaard, Damgaard Ejendomme A/S

I dag står de gamle bygninger skarpt i bybilledet og totalt renoveret med en ny funktion som et moderne kontorhus med 712 kvadratmeter fællesfaciliteter, hvori der er bevaret mange af de originale funktioner fra historien som både politistation med eksempelvis arrest, detention samt fra tiden som rådhus med byrådssale og amtsrådssal.

Finn Damgaard og hans team, der blandt anden tæller fredningsarkitekt Rikke Søndergaard fra Anna Mette Exner Arkitektur, som er godkendt af Kulturstyrelsen, brugte et helt år på forundersøgelser af bygningens stand, ligesom man gik tilbage for at studere de originale tegninger.

Finn Damgaard i byrådssalen, hvor alt er istandsat og vægmalerier renset. Bemærk uret, som er det originale ur, som er fundet i kælderen ude på Fælleden og udlånt til den gamle byrådssal. Det er en i sin tid en gave fra ungskuerne til Skanderborg By. Foto: Erland Rasmussen

Vægge flyttet

Det viste sig, at der især under bygningens funktion som politistation var blevet revet mange indvendige vægge ned for at gøre rummene større.

»Vi har flyttet alle vægge tilbage med millimeters nøjagtighed i forhold til bygningens fundament og til, hvor de oprindeligt stod, og ovenpå er alt ryddet og sat tilbage i original stand efter de originale tegninger«, forklarer Finn Damgaard.

En af de ting, der har fordyret projektet, har været, at murerarbejdet viste sig at blive meget mere omfattende end forudset.

»Vi troede, at vi kunne rense pudset af væggene. I stedet måtte vi skrabe alt af, ligesom vi har fjernet de gamle sivlofter. Vi har lavet nye sivlofter på stueetagen og pudset væggene op igen«, siger Finn Damgaard.

Damgaard har således beskæftiget otte murere i halvandet år fra det lokale murerfirma Brdr. Thybo, som Finn Damgaard roser for murerarbejdet, hvortil der er brugt to og et halvt parcelhus i mursten.

Originale materialer

Der er også trukket på konservatorer og specialhåndværkere, som blandt andet har genskabt stuk og originale farver til vægge samt border, og der er i det hele taget anvendt kvalitetsmaterialer som Dinesen planker på gulvet i amtsrådssalen, ligesom de gamle gulve er slebet ned og har fået fem gange Tonkin lak.

Mødelokaler er indrettet med designermøbler, og belysningen er overalt Radiopendler i forskellige størrelser fra Louis Poulsen, ligesom der på toiletterne er lagt terrazzogulv og installeret vandhaner i messing.

Stolt over pris

Finn Damgaard har ikke fortrudt trods de mange udfordringer og den store investering.

Som udlejer har Finn Damgaard mange ejendomme, hvor det udelukkende handler om at leje ud. Men den her ejendom er noget ganske særligt.

»For mig er det en trofæejendom, som vi er meget stolt af, og som vi gerne ville have fat i. Derfor ville jeg gøre det igen«, forsikrer Finn Damgaard.

Han er også meget stolt af arkitekturprisen.

»Den indikerer, at vi har renoveret i respekt for historien og ikke gået på kompromis. Vi synes selv, at resultatet er blevet godt, men jeg er da stolt af, at udvalget også har set det«, siger Finn Damgaard.

Størstedelen af ejendommen er lejet ud på trods af, at situationen med Corona ellers havde bremset det lidt. Men interessen er igen for opadgående, sporer Finn Damgaard, der mangler at udleje tre kontorer: et lille, mellem og et stort.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen