Præstens klumme: Hvordan jeg forbereder en begravelsestale

Artiklens øverste billede
Jendre Nørby Fyhn. Foto: Privat

Når jeg tager ud til den samtale, der går forud for en begravelse eller bisættelse, så bruger jeg altid turen på at gøre mit sind klar til at lytte og vandre med ind i fortællingerne om afdøde. Når man (ikke kun præster) møder mennesker i sorg, så er det godt at komme med et åbent hjerte – og med lys. I begyndelsen troede jeg, at jeg skulle være næsten lige så sønderknust som familien.

Men selv i den dybeste sorg har vi brug for at komme op til overfladen og ånde igen, måske endda smile eller grine. Og når vi føler os afmægtige og har mistet håbet, så er det svært at skulle forholde sig til andres følelse af afmægtighed og håbløshed. Så jeg kommer med åbent hjerte og med lys – og træder ind ad døren, som når man træder ind i en dans, hvor man følger og fører hinanden nænsomt. Jeg prøver at være konkret og spørge ind til konkrete ting.

Jeg forsøger at fornemme stemningen, og hvordan det, jeg siger, bliver taget imod. Vi smalltalker ofte lidt i begyndelsen, men samtalen må gerne snart lede over i, at vi taler konkret om afdøde, og det er godt at spørge konkret ind. Jeg spørger gerne ind til detaljerne, for det er ofte detaljerne, der åbner fortællingerne. Og fortællingerne skal have plads. Der er noget forløsende i at få lov at gå ind i fortællingen om sorgen og om den, man har mistet. Man har ofte brug for at fortælle igen og igen, for også selv at forstå, at virkeligheden har ændret sig.

Undervejs i samtalen skriver jeg mange stikord ned. Jeg er meget ydmyg over for den tillid, der bliver vist mig, når jeg i talen skal sætte ord på, hvem afdøde var. Ofte har jeg ikke kendt vedkommende. Men de fleste gange får jeg gennem alle fortællingerne et meget levende billede, så jeg næsten føler, jeg har kendt personen.

Men når jeg skriver talen, afholder jeg mig fra at gætte alt for meget. Jeg spejler samtalen og bruger ofte konkrete sætninger fra samtalen, som jeg gengiver. Jeg korter selvfølgelig en del ned. Måske synes nogle, jeg tager for mange detaljer med, men man kan på den anden side også tage for lidt med, og så vil jeg helst risikere det første.

Så vælger jeg en bibeltekst, som gerne må berøre noget af det, vi har talt om i samtalen, og hvor jeg gerne forbinder fortællingen om afdøde med fortællingen om opstandelsen og vores håb. For vi har brug for lys. Selv, når vi ikke kan se lyset selv, så har vi brug for, at andre stadig siger og tror det, at lyset er stærkere end mørket, og at der også er håb for os, selv i den dybeste smerte og magtesløshed.

Men det skal gøres med nænsomhed. Som i en dans. Sådan skriver jeg en begravelsestale. Andre præster gør det på andre måder. Men det handler altid om det lys og det håb, der gemmer sig i fortællingerne – og som begynder at lyse og live op igen, når vi fortæller dem sammen.


Læs også

Del artiklen