Flamencokoncert på Gnisten

Gnisten i Ry åbner dørene 11. juni for spanske verdensstjerner

Artiklens øverste billede

Der er garanteret en musikalsk eksplosion på Gnisten, når 13 kunstnere - et hold af danske og spanske dansere og musikere - rykker ind med koncerten ’Flamencolegenderne’ - i det gamle varmeværk på Møllevej fredag 11. juni kl. 19.30. Det lover arrangørerne i en pressemeddelelse.

’Flamencolegenderne’ er et resultat af Kirstine Hastrups officielle samarbejde med den sydspanske by Jerez de la Frontera, og sammen med det klassiske ensemble Lydenskab er hun vært for en række af Spaniens mest anerkendte flamencokunstnere i et musikalsk møde mellem flamencoen, klassisk musik og den danske sangskat repræsenteret ved bl.a. sanger Rasmus Dissing.

Kirstine Hastrup bor i Tulstrup ved Ry, og selvom musikere og dansere normalt optræder på de helt store scener, har det været vigtigt for hende at få koncerten ind i Gnistens intime ramme, hvor flamencoen udfolder sig allermest intenst.

Binder folk sammen

Flamenco-kulturen er kendetegnet ved en direkte linje mellem de største stjerner og den folkelige base. Uden et helt unikt engagement og dedikation fra frivillige ildsjæle i Ry var Gnisten aldrig opstået, og koncerten hylder det enorme lokale engagement i mødet med den globale scene.

I marts 2020 fik Kirstine Hastrup, som den første udlænding nogensinde, den officielle og ærefulde titel af ’Flamencoambassadør af Jerez de la Frontera’. En af begrundelserne for udnævnelsen er hendes passion for og fokus på de små spillesteder – i Spaniens peñas – store betydning for sammenhængskraften i lokalsamfundet og betydning for musikkulturen.

Samme rolle håber holdet bag Gnisten, at stedet kan få i Ry. Et levende sted der på tværs af alder og baggrund binder folk sammen i en fælles passion for musikken og kulturen.

Koncerten er en hyldest til en lille by, hvor verden mødes og ny musik opstår.


gs

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen