Præstens klumme: Synden, der blev væk?

Artiklens øverste billede
Iben Johanne Thomsen er sognepræst i Gl. Rye. Foto: Presse

Jeg er et splittet menneske! Sidder ved computeren, og forsøger at skrive en klumme om synd. Samtidig kan jeg dufte kaffen ude fra køkkenet og høre radioen, hvorfra der strømmer blid musik, som passer vidunderligt til denne forårsmorgen… åhh, det trækker i mig… hvorfor vil jeg egentlig skrive om synd, dette dystre og beklumrede begreb, som ingen vel har glæde af at blive mindet om. Kunne jeg ikke bare skrive om noget let og lyst, noget som opløfter i stedet for at tynge? Ingen gider alligevel høre om synd.

Synden er også blevet væk! Jeg ved det, for i den nye bibeloversættelse fra 2020 findes det ikke mere. Bibelen 2020 er et resultat af en proces, hvor forskere og sprogkendere først har oversat de gamle tekster fra hebraisk og græsk, og derefter har teksterne været igennem en sprogvask. Læsegrupper landet over, med repræsentanter for alle aldersgrupper, har været med til at læse og kommentere, for at sørge for, at sproget i Bibelen 2020 er forståeligt og moderne. I sig selv en meget spændende proces, men det har ført til, at de steder, hvor ordet synd blev anvendt i den gamle oversættelse, står der i dag noget andet: fejl, overtrædelse eller selvoptagethed, for eksempel.

Er det et problem? Ja, i den forstand, at synd kristeligt set er langt mere end det, vi gør forkert. Synd er, med forfatteren Martin A. Hansens ord, ”en slags fjernhed”, en afstand mellem ham og hans liv, som han ikke selv kan overvinde. Ordet selvoptagethed kommer måske tæt, eller svigt, et andet begreb, som også bruges. Men uanset, hvor tæt, den nye oversættelse kommer på, rammer den ikke plet. Ordet synd er langt mere omfattende og nuanceret – et samlebegreb, og derfor svært at undvære.

”Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, siger Paulus et sted, hvor han forsøger at indkredse ordet synd. Hvorfor gør vi ikke blot det åbenlyst gode, og hvorfor gør vi – af og til med vilje og fuldt overlæg – det onde? Ingen af os kan svare på det. Det hører med til menneskelivets gåder, at det er sådan. Og derfor er der også grund til at begræde, at ordet synd tilsyneladende forsvinder ud af sproget, eller ikke længere siger os noget. For vi har brug for at kunne sætte ord på denne vores gådefuldhed.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har beskrevet, hvordan han i årevis havde det meget stramt med det kristne begreb om synd. ”I mine unge dage protesterede alt i mig, naturligt nok, imod den uretfærdige tanke om arvesynden. Her stod jeg – uplettet – og med alle gode intentioner om ikke bare at gøre det hele helt rigtigt, men også langt bedre end mine forgængere, og så fik jeg at vide, at jeg – Gud hjælpe mig! – havde arvet en synd. I dag, hvor jeg har haft så rigelig tid til at dumme mig og er blevet lige så anløben som alle de andre rustne nedløbsrør, synes jeg sjovt nok, at det tværtimod er et meget nådigt begreb. For hvad ligger der i arvesyndstanken andet end, at det simpelthen er et menneskeligt vilkår, og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske?”

Lad os få synden tilbage! Ikke for Guds skyld, men for menneskers.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen