Præstens klumme: Tak!

Hvorfor mon det er så svært at sige tak? Det koster jo ikke noget. Eller gør det?

Artiklens øverste billede
Sognepræst Peter Tast. Privatfoto

For nylig læste jeg et facebook-opslag, hvor en studerende søgte et fritidsarbejde. En venlig kvinde gav ham et tip om et sted, hvor de søgte folk. Så fint. Men så kom det, jeg studsede noget over. Den unge mand svarede blot kvinden med et ”OK”.

Hvorfor kun et ”OK”, tænkte jeg? Hvorfor ikke et ”Tak”? Så meget koster det vel ikke? Hun havde trods alt ulejliget sig med at give ham et godt tip, og det kunne han godt have sagt tak for.

Og det er slet ikke så ualmindeligt ikke at sige tak. Vi har fx nogle unge mennesker et sted i familien, som heller ikke kan finde ud af at sige tak. Når man har givet dem en gave til jul eller fødselsdag, er det sjældent, at der lyder et tak. Og slet ikke, hvis man har sendt eller mobilepay’et gaven. Resultatet er, at man ikke har lyst til at give en gave en anden gang.

Hvorfor mon det er så svært at sige tak? Det koster jo ikke noget. Eller gør det?

Men den stolthed eller arrogance, det er, ikke at sige tak, kommer vi bare ikke ret langt med. Der er meget mere at hente, end at miste ved at sige tak.

Peter Tast

Med et tak tilkendegiver man, at man har brug for den anden og skylder ham noget. Om ikke andet, så en tak. Vi tilkendegiver med andre ord, at vi ikke kan klare verden alene og det gør os måske lidt sårbare i vores selvforståelse. Vi er jo så glade for kontrol og det føles godt, at have styr på tingene og sig selv. Så et ”tak” blotlægger os en smule og viser vores afhængighed af hinanden. Måske er det derfor, vi har svært ved at sige tak.

Men den stolthed eller arrogance, det er, ikke at sige tak, kommer vi bare ikke ret langt med. Der er meget mere at hente, end at miste ved at sige tak.

Det kan godt være, at vi mister noget af følelsen af selvkontrol og værdighed. Til gengæld bliver vores horisont og liv større. Når vi hjælper hinanden med stort og småt, med eller uden beregning, så indgår vi jo i fællesskab og samfund med hinanden.

Når vi siger tak til hinanden, så indgår vi i fællesskab med hinanden, og det gør livet større. Så man skal ikke være så bange for at sige tak. Og hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Herudover er der også et andet og mere religiøst perspektiv i at sige tak. At være taknemmelig for det liv, vi har fået, er en religiøs tilgang til verden, som anerkender, at livet er noget større end det, du og jeg kan fremstille og have styr på eller magt over.

En grundlæggende tak for livet er en ydmyghed overfor det levende, som vi i kristendommen tillægger Gud og takker for.

Selvom der er meget, vi kan brokke os over, bøvle og bakse med – listen er lang – så er det også vigtigt at sige tak for det liv, vi trods alt har fået. Ikke kun for Guds skyld. Lige så meget for vores egen skyld. For kan vi glæde os over livet og sige tak, så er livet værd at leve. Og (menings-) fyldt med noget, der er større end os selv og ikke kun stammer fra os selv. Større er vi trods alt heller ikke, og tak for det!

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen