Præsteklummen: Hvor højt kan en 13-årig elske sig selv?

Hvordan lærer man egentlig at elske sig selv? Og hvordan giver man sig selv det, som man ikke har?

Artiklens øverste billede
Jendre N. Fyhn, sognepræst. Foto: Privat

klumme De sidste mange uger har vi præster kørt konfirmandundervisningen som online undervisning. I min undervisning skal konfirmanderne ofte svare anonymt på et online spørgeskema. Spørgeskemaet handler om det kapitel, som de har læst i ”Menneskesønnen”, en tegneserieudgave af fortællingen om Jesus. Men spørgsmålene handler også om konfirmanderne selv.

En af gangene var temaet ’kærlighed’. Og ved de sidste spørgsmål skulle konfirmanderne give sig selv mellem 1 og 5 stjerner, alt efter hvor gode, de synes, de er til at elske andre, hvor gode de er til at elske sig selv, og hvor højt det tror, at Gud elsker dem. Der var mange, der gav sig selv høj score ved spørgsmålet om, hvor gode de er til at elske andre. Der blev givet både 3, 4 og 5 stjerner. Ved spørgsmålet om, hvor gode de er til at elske sig selv, var det noget mere spredt. En enkelt ramte 5 stjerner. Men flere lå på 2 og et par stykker på 1 stjerne. Spørgsmålet om Guds kærlighed fik i gennemsnit lidt over 3.

Kærligheden kommer udefra fra familien og vennerne, og den skal vises helt konkret: Gennem aftaler der overholdes. Tid, der gives. Arbejde, der sættes til side for at være sammen.

Men det fik mig til at tænke: Hvordan lærer man egentlig at elske sig selv? Og hvordan giver man sig selv det, som man ikke har? Hvis man ikke har kærlighed, hvor får man det så fra? Svaret er selvfølgelig, at kærligheden er noget, der kommer til os udefra. Kærlighed er et forhold mellem to eller flere, hvor hver har fokus på de andre, og hvor man giver af sig selv for den andens skyld. Så oplever man, at man har værdi.

Med unge mennesker skal det vises på en meget konkret måde. Kærligheden kommer udefra fra familien og vennerne, og den skal vises helt konkret: Gennem aftaler der overholdes. Tid, der gives. Arbejde, der sættes til side for at være sammen. Et øre, der lytter. Tillid, der vises. Tilgivelse, der rækkes uden betingelser. Fællesskab og hjælp uden betingelser. En gåtur. En lille buket blomster til værelset. Et lille (papir-)brev med et par kærlige ord. Og så handler det om at holde ved, også på trods af afvisninger. For kærligheden hører aldrig op.

Det er påske lige om lidt. Påsken handler netop om, at Gud lader sin kærlighed strømme til os uden ophør, så vi ikke skal give os selv det, vi ikke har. På korset bliver det utrolig konkret: Gud giver sig selv fuldt og helt af kærlighed til os. Det betyder, at svaret på det sidste spørgsmål om Guds kærlighed er, at Gud springer skalaen i påsken og viser os, at der slet ikke er stjerner nok i universet til at sætte tal på hans kærlighed til os.

Når vi begynder at tro det, så får kærligheden fodfæste i vores liv. Og så kan vi holde ud, også når vi får afvisninger og modstand. For vi ved, at kærligheden vinder til sidst. Og nu ved vi også, at de unge faktisk selv er gode til at elske andre.

Så lad os få fyldt noget konkret kærlighed på dem!

Glædelig påske.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen