Påske-fotoudstilling i "De kreative rum"

Artiklens øverste billede
Route 66. Franckly Foto

udstilling Coronakrisen har skabt grobund for nye eventyr i "De Kreative Mellemrum" i Gl. Rye, som lukker en ny dør op, når galleriet fra skærtorsdag 1. april præsenterer en fotoudstilling af Franckly Foto. Eller måske er det snarere "en gammel dør", der åbner påskens fotoudstilling, som udtrykker en stor kærlighed og passion for at se skønheden i struktur og forfald.

Vi har så travlt i hverdagen. Ofte går vi bare forbi og glemmer at se og gå på opdagelse i detaljen og de nære omgivelser. Med udstillingens billeder fra både lokalområdet og rejser ud i verden ønsker Franckly Foto netop at åbne beskuerens øjne og vække nysgerrighed og undren. Man får mulighed for at se ind i tiden og det levede liv, i det slidte og forfaldne, der fortæller historier om mennesker, ting og steder.

Det handler ikke om at have det rigtige kamera eller det mest moderne udstyr men om øjeblikket, om at se det store i de små ting, pirre beskuerens fantasi og få dem til at skabe historier og helhed.

Bag fotoudstillingen står Franckly Foto, som er et teamwork mellem Helene og Marie Elisabeth Franck Mortensen fra "De Kreative Mellemrum" på Nyvej 8 i Gl. Rye. Udstillingen har åbent alle påskedage mellem 13 og 16. Der tages naturligvis højde for de nødvendige Covid-19 restriktioner.

sas

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen