Sognepræst Stilling Kirke, Lisbeth Westring Kristensen. Foto: Privat

Sognepræst Stilling Kirke, Lisbeth Westring Kristensen. Foto: Privat

Klumme: Hvis Gud gik med skjorte

Af
Lisbeth Westring Kristensen

Sognepræst Stilling Kirke

Bibelen fortæller, at da Gud havde skabt mennesket, velsignede han det, som et udtryk for, at vi er under hans beskyttelse. Nogle gange må vi dog kæmpe for den velsignelse, som nu Jakob tvillingebror til Esau. Han tiltusker sig først Esaus førstefødselsret for en ret linser. Dernæst kender vi historien om, hvordan deres mor Rebekka binder gedeskind om hans arm, så faderen Isak velsigner Jakob i stedet for Esau. Da det går op for Esau, beder han grædende om også at blive velsignet. Men Isak svarer, at til Esau er nu kun forbandelsen tilbage. For ord kan ikke tilbagekaldes.

For at undgå Esaus hævn flygter Jakob til sin onkel Laban. Ham kommer han også på kant med og må flygte igen. En nat kommer han i en indædt kamp med en fremmed, der ved daggry må indse, at han ikke kan bekæmpe Jakob, og han giver ham et slag på hoften.

- Slip mig, siger den fremmede.

- Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.

Og så velsignes Jakob nok en gang af Gud, for det er ham, han har kæmpet med, og han får navnet Israel, fordi han skal blive stamfar til Israels tolv stammer.

Fortællingen siger noget om, at selvom vi velsignes, så betyder det ikke, at vores liv bliver uden modstand. Nogle gange må vi tage Gud i kraven og minde ham om, at vi er hans børn og kræve, at han velsigner os igen, så vi får kræfter til at kæmpe videre. Måske tænker vi, at vi ikke er helt, som vi skal være, når vi krakelerer og slår revner. Men det er gennem sprækkerne, at lyset kommer ind i os og spreder mørket, varmer og heler os. Og hvis det var meningen, at vi skulle være så stærke hele tiden, hvad skulle vi så med hinanden? Eller Gud for den sags skyld? Så kunne vi jo klare os alene. Men vi er netop skabt til fællesskab. Med Gud og med hinanden.

Og det gjaldt også for Esau. En forbandelse er kun en forbandelse, så længe man ikke byder den trods. Det gjorde Esau i et afgørende øjeblik. Han var ellers taget ud med 400 mand for at møde sin bror med kamp. Han møder ham, da han er halt og uden våben og hær. Man tænker, at nu er det ude med Jakob og hans velsignelse. Nu får Esau sin hævn. Men Esau kommer ikke med hævn. Han har følt morgenlyset ind gennem sine sprækker og har lagt de onde dage og nætter bag sig. Og da han ser Jakob, løber han ham i møde og omfavner ham, og de græder begge.

Og således ender det hele godt. Esau lod sig mærke af Guds lys og forvandlede på den måde sin forbandelse til en velsignelse. Det er det valg og den frihed vi alle har over for det, andre har gjort mod os.

Publiceret 29 November 2020 09:00