I december står en ny forbindelse for cyklister fra Skanderborg Station til midtbyen klar. Foto: Privat

I december står en ny forbindelse for cyklister fra Skanderborg Station til midtbyen klar. Foto: Privat

Ny cykelsti i Skanderborg midtby

Skanderborg Kommune bygger ny cykelsti på Banegårdsvej. Det betyder større trafiksikkerhed for de bløde trafikanter – og nye parkeringsvaner for bilisterne

aarhus Skanderborg Kommune tog i sidste uge hul på en ny cykelsti på Banegårdsvej. Når den står færdig i december, skaber den forbindelse for cyklister hele vejen fra Skanderborg Station til midtbyen.

"I dag kører cyklister på Banegårdsvej mellem trafikken på vejen og de parkerede biler, der pludselig kan svinge ud eller åbne døre. Med den nye cykelsti bliver cykelbanen bredere, og der bliver mere afstand til bilerne. Parkeringspladserne langs vejen bibeholdes i det omfang, det er muligt, men flere steder er p-banerne nødt til at lade livet for at sikre bedre oversigt ved sidevejene," fortæller ingeniør Kirsten L. Andersen fra Skanderborg Kommunes afdeling for Veje og Trafik og fortsætter:

"Vi vil gerne gøre det mere sikkert at være cyklist på den trafikerede Banegårdsvej. Det gør vi blandt andet ved at etablere en cykelsti i korrekt bredde, så cyklisterne får bedre plads og markant bedre forhold."

30 af de nuværende 55 parkeringspladser uden tidsbegrænsning på Banegårdsvej bliver bevaret, men derudover henvises bilister til parkeringspladserne ved Mindet, den gamle Kvickly p-plads eller parkeringspladsen ved Krøyer Kielbergs Vej. De bedre oversigtsforhold kommer også til at gavne en anden gruppe bløde trafikanter – navnlig skoleeleverne til fods.

"Banegårdsvej er en skolevej, og vi ved, at mange børn krydser den hver morgen og eftermiddag. Når bilerne ikke længere holder nær så tæt langs Banegårdsvej, så bliver det også nemmere for børnene at se sig for, før de krydser vejen," siger Kirsten L. Andersen, der dog anbefaler, at man krydser vejen ved et signalanlæg. På Banegårdsvej er der signalanlæg ved Krøyer Kielbergs Vej og ved Skanderborg Realskole.

sas

Publiceret 07 October 2020 16:30