Lørdag 1. august kunne Anne Marie

Lørdag 1. august kunne Anne Marie "Fnuggi" Brøndum fejre 50-års jubilæum på Skanderborg Park. Pressefoto

50-års jubilar blev overrasket

Kollegaerne på Skanderborg Park tog fusen på Anne Marie Brøndum, der dagen før sit jubilæum blev fejret med gardemusik, kransekage og champagne i hotellets park

skanderborg Lørdag 1. august kunne Anne Marie "Fnuggi" Brøndum fejre 50-års jubilæum på Skanderborg Park.

Hendes kollegaer tog imidlertid forskud på glæderne allerede dagen før og overraskede den noget imponerede køkkenassistent med en surprise-fejring.

"De havde sørget for at jeg var i gang med at ordne grøntsager i en fjern afkrog ude i køkkenet og imens havde de så ellers stillet an på hotellets terrasse med rød løber, champagne, kransekage, masser af flag og så en garde," griner Anne Marie Brøndum, der blev modtaget af Aarhus Gardens trut-version af "Congratulations", da hun gik ud på terrassen.

"Jeg tænkte: lad mig komme væk. Alle de mennesker og så stod jeg bare der i mit gamle arbejdstøj. Nej, det var en dejlig overraskelse og en hyggelig time jeg havde der med alle kollegaerne," siger Anne Marie Brøndum, der har været ansat på stedet i stort set lige så lang tid som det har eksisteret.

"De fejrede 50 års jubilæum sidste år, så de er lige lidt foran," siger jubilaren, der har været på stedet siden hun var 18.

Hvor længe hun bliver ved er hun ikke helt sikker på.

"Selvfølgelig er der en udløbsdato på, men endnu så synes jeg det er både skægt og rart at have noget at stå op til. Og så arbejder jeg jo kun fire timer tre dage om ugen, så jeg har stadig masser af tid til mig selv," siger Fnuggi, der dog har arbejdet en del ekstra her hen over sommeren.

Den glade 50 års jubilar har dog takket nej til at blive indstillet til en fortjenestemedalje og en audiens hos Dronningen.

"Det er altså ikke fordi, at jeg har noget imod Margrethe og havde mine forældre stadig levet, så havde jeg også takket ja, for så ville de have været pavestolte. Men nu er jeg jo bare mig og så tænker jeg: til hvilken nytte? Den kommer jo bare til at ligge i en skuffe, for hvornår skulle jeg dog gå med den? Jeg vil næppe blive inviteret over til Dronningen igen. Nej, så er jeg meget mere glad for den anerkendelse og den fejring jeg fik af hotellet og mine kollegaer. Da jeg mødte ind på morgenvagt lørdag, så havde de også pyntet køkkenet med flag og guirlander. Det var sødt af dem," smiler Anne Marie Brøndum.

Publiceret 22 August 2020 06:30