Mikkel Xaviers, leder af Walthers i Skanderborg, og filialdirektør i Danske Bank Skanderborg, Christina Strand Malmstrup. Foto: Sonne

Mikkel Xaviers, leder af Walthers i Skanderborg, og filialdirektør i Danske Bank Skanderborg, Christina Strand Malmstrup. Foto: Sonne

Jubilæumsfond hædrer Xavier

Mikkel Xaviers arbejde på Walthers med de unge er blevet belønnet

Af
Claus Sonne

Danske Bank Skanderborg’s Jubilæumsfond, der blev oprettet i 1941 i forbindelse med bankens 50 års jubilæum, uddeler hvert andet år en pris for at hylde ildsjæle, der har gjort noget særligt for Skanderborg by. I 2020 går prisen til Mikkel Xavier, der er spillestedsleder på Walthers på Adelgade.

Mikkel Xavier får prisen, der er på 5000 kr., for sit utrættelige arbejde med ungdommen, fortæller filialdirektør i Danske Bank Skanderborg, Christina Strand Malmstrup.

"Da fondsbestyrelsen var samlet for at finde årets prismodtager, fik vi ret hurtigt sporet os ind på Mikkel, der gennem flere år har gjort et kæmpe arbejde for de unge i Skanderborg," fortæller hun.

Mikkel Xavier fik prisen overrakt i de første 'corona-dage' i et 'bagholdsangreb' på FØLA, hvor han troede, han skulle til møde.

"Der tog I fusen på mig," konstaterer han med et grin og sætter ord på sit arbejde på Walthers.

"Det handler om at give de unge ansvar, så de selv kan skabe oplevelser for andre unge. Det driver mig at arbejde med de unge - den der med, at meget af det, som vi voksne ikke tror kan lade sig gøre, jamen det gør de unge bare. På Walthers er det fx de unge selv, der booker musik. Det handler om at sætte dem fri og give dem mulighederne, og dem griber de hurtigt," fortæller Mikkel Xavier, der vil bruge prisen på udstyr til yndlingsfritidsbeskæftigelsen: Vandreture.

Fondsbestyrelsen i Danske Banks Jubilæumsfond tæller borgmester Frands Fischer, formand for ErhvervSkanderborg, Morten Kohsel, formand for Landboforeningen Odder Skanderborg, Jens Gammelgaard, formand for Skanderborg City, Lene Langballe, Stof & Sy og filialdirektør Danske Bank, Christina Strand Malmstrup.

Publiceret 03 June 2020 18:30