Debat: Tak for de 20 forslag, men I glemte ét!

Det undrer mig, at den suverænt bedste folkeskole i kommunen ønskes svækket, lyder det fra Bjarne Rosenlund fra Stjær

Af Bjarne Rosenlund, Vestbakken 8, Stjær

Det var spændende at følge mediedækningen af overrækkelsen af knap 1200 underskrifter, mod lukning af udskolingen i Stjær, som fandt sted 26. februar på Fælleden i Skanderborg. Det var også dejligt at høre hvordan Borgmester Frands Fischer og Trine Frengler, formand for børne-og ungeudvalget, tager imod den konstruktive tilgang og dialog udvalget 'Stjær i Udvikling' har lagt for dagen.

Samme ros skal lyde til de politikere der kom til borgermøde i Stjær 4. februar. Det gør et stort indtryk på mig at se politikere der rent faktisk tør mødes med, og lytte til borgerne - og særligt, i dette tilfælde, elevrådet fra Stjærskolen – nogle af de unge mennesker det hele handler om!

Den konstruktive tone fra Stjær har da også hele tiden været, at vi ønsker at være en del af løsningen til at løfte den svære opgave der ligger i ændringen af skolestrukturen. Som nytilflytter i Stjær er jeg stolt af den tilgang til tingene!

Jeg blev dog hurtigt ærgerlig, da offentliggørelsen af 20 forslag til ny skolestruktur faldt kort efter overrækkelsen af underskrifterne. Ikke ét sted nævnes udvidelse af udskolingen i Stjær som løsning. Det undrer mig, at den suverænt bedste folkeskole i kommunen ønskes svækket. Og det endda i en prisvindende landsby som emmer af trivsel, vækst, bæredygtige tiltag, samt et rigt foreningsliv med garvede ildsjæle og håbefulde tilflyttere.

Det glæder mig dog at døren for nye forslag fortsat holdes åben.

Tillad mig at skitsere et 21. forslag: Det består i, at Veng skole bliver fødeskole til Stjærs udskoling. Dermed vil udskolingen i Stjær kunne bære to spor, og endnu flere elever vil nyde godt af landets 15. bedste folkeskole målt på trivsel og karaktergennemsnit.

På grund af den store tilflytning Stjær oplever i øjeblikket, samt kommende udstykninger, vil Stjærskolen på længere sigt kunne have to spor fra 0.-9. klasse. Skulle dette 21. forslag kombineres med forslag #2, som beskriver en overførsel af elever fra Veng skole til Stjær skole, vil to spor i alle klassetrin på Stjærskolen kunne nåes langt tidligere.

Tilvæksten af elever til Stjærskolen vil sænke prisen pr. elev og dermed gøre bevarelse af udskoling til et bedre alternativ end en lukning - en lukning der netop vil øge prisen pr. elev i Stjærs 0.-6. klasse og desuden medføre udgift til bustransport af udskolingselever.

Dette 21. forslag gør den 15. bedste folkeskole i landet i stand til at uddanne endnu flere elever til en lavere pris pr. elev. Det både højner kvaliteten og er en økonomisk gevinst for helheden.

Og her har jeg ikke engang nævnt den betydningsfulde rolle skolen har for Stjær og omegn, og om hvor modstridende det er, at afvikle en skole i et område der undergår stor udvikling på alle andre fronter. Dette er mesterligt beskrevet i talrige andre artikler og læserbreve den seneste tid, og det burde efterhånden være åbenlyst for enhver at man ikke slagter en høne der ligger guldæg!

Publiceret 04 March 2020 14:00