Modelfoto.

Modelfoto.

Familieretsadvokater bliver partner med iværksættere

Nu er Brockstedt-Kaalunds familieretsadvokater også at finde som faste oplægsholdere ved Familieiværksætterne i Skanderborg

Familieretsadvokaterne ved advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund har siden 2015 været faste oplægsholdere ved Familieiværksætterne i Silkeborg, og er fra 2020 nu også faste oplægsholdere ved Familieiværksætterne i Skanderborg.

Familieiværksætterne er et tilbud til førstegangsforældre, hvor formålet er at styrke forældreskabet gennem et tværgående og familieretligt fokus. En af bevæggrundene bag Familieiværksætterne er at bidrage til at styrke den gode familierelation.

I Danmark er statistikken for familier, hvor mor og far ikke bor sammen historisk høj, og tallene viser, at bruddet ofte sker i børnenes mest sårbare periode nemlig i 1-2 års-alderen. Det er håbet, at Familieiværksætterne kan være med til at bryde denne kedelige statistik, hvilket Familieretsadvokaterne ved Brockstedt-Kaalund gerne vil bakke op om.

Familieretsadvokaterne ved Brockstedt-Kaalund holder årligt ca. 20 oplæg i Skanderborg og ca. 30 oplæg i Silkeborg Kommune.

"Som Familieretsadvokater er vi en del af og vidne til en helt masse brudte familierelationer, hvor forældreskabet er præget af konflikter, som børnene alt for ofte fanges i. Derfor er det også meget meningsfyldt for os, som Familieretsadvokater, at kunne få lov til at komme ud som frivillige og forsøge at bidrage til en oplysning og afklaring af nogle af de juridiske forhold, som senere kan give anledning til konflikter mellem forældre. Det er meget givende at være en del af et forløb, hvor vi får lov til at møde forældrene i en spændende og kærlig tid, og hvor vores rolle ikke handler om konfliktløsning og tvister, men i stedet om oplysning og forebyggelse," siger advokat Emma Hertel Theilmann.

Publiceret 16 February 2020 10:00