Ander Refn (i midten) har assisteret Lars Von Trier på stort set alle hans større filmproduktioner.

Ander Refn (i midten) har assisteret Lars Von Trier på stort set alle hans større filmproduktioner.

Filmskaber Anders Refn kommer til Kulturhuset Skanderborg

Anders Refn besøger Skanderborg til en Q&A omkring hans nye film 'De forbandede år'

Skanderborg 'De forbandende år' er Anders Refns største og mest ambitiøse film til dato. Han har brugt 20 år på at researche, skrive manuskriptet og forberede filmen. Manuskriptet har Anders Refn skrevet sammen med sin faste medforfatter Flemming Quist Møller.

'De forbandede år' skildrer krigens nådesløse greb om en dansk familie i de første år af besættelsen, hvor samarbejdspolitikken mellem Danmark og Tyskland eksisterede. Filmen handler om de mange dilemmaer som danskerne stod med i besættelsen første år 1940-43. Filmen slutter altså netop der, hvor modstandskampen og de fleste danske besættelsesfilm tager fat.

Filmen har et stjernespækket skuespillerensemble inklusiv Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Tommy Kenter, Pernille Højmark, Cyron Melville og mange flere.

Anders Refn udtaler om sin nye film:

"'De forbandede år' handler om den mest dramatiske og skelsættende periode i forrige århundrede og går tæt på de voldsomme og pinefulde konflikter, som overgangen fra et frit demokrati til en besat nation indebar. Min medforfatter Flemming Quist Møller og jeg har haft et ønske om at belyse samarbejdet mellem danskerne og nazisterne, som i dansk filmhistorie er et af de mest underbelyste kapitler af krigen. Det er ikke tanken at fortælle en nostalgisk historie om en tid, der ligger bag os. Vi vil benytte os af historien, hvis facit vi nu kender, til at formulere det fundamentale spørgsmål om at turde tage stilling og være indstillet på, at der på et tidspunkt er en pris at betale.”

Anders Refn begyndte i filmbranchen før Filmskolen blev opfundet. Han kom ind hos Palladium film som assisterende rekvisitør og måtte arbejde sig op igennem systemet. Dette arbejde førte ham sammen med instruktøren Sven Methling, som fornemmede den unge mands evner, og gjorde ham til hans personlige assistent.

Arrangementet med Anders Refn er gratis ved køb af billet til aftenens visning af 'De forbandede år'. Arrangementet er onsdag 29. januar. Filmen begynder kl. 17 og efter filmen vil det være muligt at stille spørgsmål til Anders Refn. Billetter kan bestilles på Kulturhusets hjemmeside.

CV

Publiceret 25 January 2020 09:00